
En del af workshoppen, som foregik i Københavns Professionshøjskoles lokaler på Tagensvej 18, gik ud på at afprøve kunstig intelligens i forhold til løsning af arbejdsopgaver fra deltagernes hverdag.
Forestil dig en kollega, som altid har ja-hatten på, som lynhurtigt løser de kedelige rutineopgaver og altid er klar med nye ideer, når du selv er gået i stå med en opgave. Men også en kollega, du skal være på vagt overfor, som du risikerer, giver dig usande oplysninger og som ikke gør sig nogen etiske overvejelser om rigtigt eller forkert.
En sådan er ChatGPT, Copilot og de andre såkaldte sprogmodeller. Og for deltagerne på en netop afholdt workshop om brug af kunstig intelligens i hverdagen som administrativ medarbejder er der tale om en rigtig ønskekollega.
Workshoppen blev arrangeret af Københavns Professionshøjskole (KP) i samarbejde med HK Stat. Gennem en hel dag blev cirka 20 deltagere 27. august ledt igennem et program på KP med oplæg, praktiske øvelser og refleksion.

- Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan man kan bruge kunstig intelligens. Det er dét, som er så fascinerende, siger lektor ph. ved Københavns Professionshøjskole Niels Borch Rasmussen (i midten). Sammen med kollegerne Rasmus Bergmann (t.v.) og Jonathan Hermansen guidede han deltagerne igennem workshoppen.
Formålet med workshoppen var at kaste lys over de statslige HK’eres brug af kunstig intelligens og dermed bidrage til et forskningsprojekt med fokus på efter- og videreuddannelse af administrationsfaglige medarbejdere. Eneste forudsætning for at være med var nysgerrighed over for AI.
Forskerne, som også ledte deltagerne gennem dagen, er Jonathan Hermansen, Niels Borch Rasmussen og Rasmus Bergmann, alle lektorer ph.d. ved KP. HK Stat er medansøger om forskningsmidler til projektet.
Nødvendigt med kritisk tilgang
En af de HK’ere, som allerede har taget sprogmodellerne til sig, er Sofie Schøler Bargisen fra Arbejdstilsynet. Som relativt nyuddannet kontorfunktionær finder hun det naturligt at tænke AI ind i sit daglige arbejde. Fx har hun erfaret, at hun får hurtigere og mere præcise svar, når hun søger viden gennem ChatGPT end ved at søge på Google, hvor hun selv skal sortere i svarene.
Hun ser også muligheder i at bruge AI til at skabe hurtige og præcise overblik over store mængder data. Men samtidig er det nødvendigt med en kritisk og faglig tilgang, mener hun.

Sofie Schøler Bargisen (forrest) føler sig klar til at lære mere og har tilmeldt sig et kursus om avanceret prompting. Her er hun og andre workshopdeltagere i gang med at skabe et regnskabsoverblik i Excel ved hjælp af AI.
- Jeg glæder mig til at bruge det mere i arbejdet og få flere praktiske erfaringer med at prompte (give sprogmodellen kommandoer, red.), så vi får de svar, som vi ønsker. Og her er vores faglighed som HK’ere oplagt, siger hun.
Sofie Schøler Bargisen pointerer, at det er nødvendigt, at arbejdspladsen udstikker retningslinjer for brugen af AI.
- Vi skal vide, hvad vi må og ikke må bruge det til. Men det er også vigtigt, at retningslinjerne ikke kommer til at dræbe motivationen, siger hun.
”Lad os komme i gang”
Selvom man har været med i den teknologiske udvikling fra tiden inden, at e-mailen tog over fra telexen, kan man godt omfavne sprogmodellerne med åbent sind. Det gælder Jan Arne Hansen, som arbejder i Udlændingestyrelsen.

- Jeg har den grundholdning, at man skal omfavne ny teknologi, da den rummer en masse spændende muligheder, siger Jan Arne Hansen (t.h.) Han begyndte sin karriere i Udenrigsministeriet i 1989, hvor man brugte telex som kommunikationsmiddel.
- Jeg tænker: Lad os se at komme i gang. Der er så mange muligheder for at højne effektiviteten og fagligheden med de her teknologier. Mange standard- og rutineopgaver kan blive løst både lettere og bedre, og det er vi med vores HK-faglighed oplagte til at vurdere, da vi sidder med opgaverne til daglig, siger han og tilføjer:
- Jeg vil gå hjem og sige til chefen, at her er der et mægtig interessant område, som vi må udforske. Og så håber jeg, at chefgruppen løbende drøfter retningslinjer for, hvordan vi må bruge det.
Stor interesse for workshop
Brug af kunstig intelligens i arbejdet har tilsyneladende vakt HK’ernes nysgerrighed, for allerede få dage efter, at workshoppen blev annonceret i HK Stats nyhedsbrev i maj 2024, var alle pladser taget.
- Vi er glade for at se, at så mange medlemmer både er motiverede for selv at få mere viden om kunstig intelligens, men også har lyst til at bidrage med deres erfaringer til forskningsprojektet, siger HK Stats uddannelsespolitiske konsulent Patrick Terman-Andreasen og takker for den store interesse.
For dem, der ikke nåede at få en plads på workshoppen i denne omgang, er der mulighed for at tilmelde sig en række webinarer om ChatGPT, som vil blive afholdt hen over efteråret og vinteren for HK Stat og HK Kommunals medlemmer. Webinarerne vil blive annonceret med link til tilmelding i HK’s kursusnyhedsbrev og i HK Stats nyhedsbrev, som udkommer på torsdage.
Du kan også finde kurser om sprogmodeller og AI i KP’s kursuskatalog.
Et udpluk af workshopdeltagernes ideer til at bruge AI i arbejdet
- Introprogram til nye medarbejdere
- Velkomstbrev
- Stillingsopslag
- Overblik for regnskabsafdeling
- Eksamensoverblik
- Sammenligning af lovtekster
- Fejlfinding i datasæt
- Kontrolopgaver
- Opdatering af procesbeskrivelser
- E-mail-svar
- Resume af sagsindstillinger
- Idegenerering
- Vidensøgning
- Breve på andre sprog