Formand for HK Kommunal, Lene Roed, og næstformand for HK Kommunal, Kasper Ejlertsen, siger at mistilliden til de offentlige myndigheder er opstået som konsekvens af mange nedlagte administrative stillinger. Foto: Tom Ingvardsen

Den voksende mistillid til vores offentlige myndigheder er langtfra opstået i et vakuum. Den er i høj grad en konsekvens af, at man fra politisk hold har amputeret mange af de administrative færdigheder.

Sådan skriver HK Kommunals formandskab, formand Lene Roed og næstformand Kasper Ejlertsen, i en kronik i Avisen Danmark og en række andre aviser.

Formandskabet tager udgangspunkt i Advokatsamfundets årlige retssikkerhedsanalyse. Den viser, at danskerne har stadig mindre tillid til vores offentlige myndigheder i kommuner, regioner og stat.

Næsten hver tredje dansker - 31 procent - giver udtryk for, at de har lav eller ingen tillid til, at kommunen følger den gældende lovgivning i sit arbejde. Det er en stigning på 5 procentpoint fra 2023. Tilliden til regioner og stat viser samme tendens, viser analysen.

Frustrationer og mistillid

Den bekymrende udvikling er ifølge forfatterne et resultat af politiske beslutninger, hvor administrationen fremstilles som unødvendigt bureaukrati, der kan skæres væk uden nogen synderlige konsekvenser for borgerne.

- Men administrationen og professionel sagsbehandling er ikke blot tal i et budget - den er fundamentet for hele vores velfærd, lyder det i kronikken.

Administration handler ifølge Lene Roed og Kasper Ejlertsen om helt konkrete opgaver, der sikrer effektivitet, retfærdighed og sammenhæng i velfærdssystemet.

- Når man skærer i administrationen, rammer det helt borgernære funktioner på socialområdet, i Borgerservice og på sygehusene. Ureflekterede nedskæringer kan betyde længere sagsbehandlingstider, fejl i afgørelser og frustration for både borgere og medarbejdere, skriver de.

Resultatet kan være, at borgerne ikke får den hjælp, de har ret til, og at deres tillid til systemet forsvinder.

Digitalisering kræver medarbejdere

Et særligt afsnit vier formandskabet til den voksende digitalisering af især de administrative funktioner. Når borgere møder systemet, har de brug for at tale med et menneske, der kan forklare en afgørelse og sikre, at de forstår deres rettigheder og muligheder, mener de.

- Mange borgere sig fremmedgjorte i mødet med det digitale system. Det asymmetriske magtforhold mellem borger og myndighed bliver kun større, når der ikke er et ansigt bag afgørelsen. Det er derfor afgørende, at vi investerer i de medarbejdere, der kan møde borgerne med empati og faglighed, skriver forfatterne.

Som eksempel fremhæves de dygtige medarbejdere i kommunernes Borgerservice, der hjalp knap en million borgere på vej med deres MitId.

Tillid forudsætter administrative færdigheder

Med henvisning til de massive besparelser på de administrative funktioner, regeringen har pålagt kommuner og regioner, advarer Lene Roed og Kasper Ejlertsen mod udsigten til et system, hvor de administrative opgaver lander hos andre faggrupper, der hverken har tid eller kompetencer til at udføre dem - ofte med kaotiske konsekvenser til følge.

- God administration sikrer ikke kun effektivitet og retssikkerhed - det skaber også et bedre arbejdsmiljø for alle faggrupper. Når administrative medarbejdere har tid og ressourcer til at udføre deres arbejde ordentligt, skaber det sammenhæng i systemet. Det reducerer frustration og stress blandt både borgere og andre medarbejdere, skriver de i kronikken.

HK Kommunals formandskab afslutter deres indlæg med en appel til appel til politikerne om at stoppe heksejagten på administrative medarbejdere.

- Administration er ikke overflødigt fedt - det er en grundforudsætning for vores velfærd. Hvis vi ønsker at genoprette borgernes tillid, skal vi investere i mennesker. Vi skal sikre, at der altid er et ansigt bag systemet - et menneske, der kan møde borgeren med respekt og faglighed, hedder det i kronikken, der fortsætter:

- Lad os derfor tage ansvar og genopbygge tilliden til vores myndigheder. Det kræver, at vi anerkender administrationens betydning og giver medarbejderne de nødvendige rammer for at gøre deres arbejde ordentligt. Det er vejen frem - for borgerne, for medarbejderne og for velfærdens fremtid.

Artiklen er opdateret 14. januar 2025