”Egentlig var det ikke noget, jeg havde regnet med. Det kom jeg frem til undervejs på konventet. Det kom af, at jeg så mig omkring: Og jeg var en af de yngste til stede. Vi var meget få unge på konventet. Så jeg valgte at smide mit navn i hatten. Hvis jeg blev valgt, så blev jeg valgt”
Og Mikkel Lysemose Jensen blev valgt til SAMDATA\HK’s bestyrelse på det nyligt afholdte netværkskonvent sammen med bl.a. Ann-Karin Axelgaard og Theis Eizo de Noord. Alle har de meldt sig ind i kampen for at styrke SAMDATA de næste år frem. Inden vi kommer til de to andre ny bestyrelsesmedlemmer, lad os høre, hvor Mikkel Lysemose Jensen mener, at han kan være med til at gøre en forskel i bestyrelsen:
”Jeg har arbejdet i en startup, så jeg er vant til at være meget hands-on med branding og marketing. Jeg er meget erfaren i at kommunikere. Så jeg håber, at det er noget, som jeg kan bidrage med i bestyrelsen,” siger han.
”Skal vi nå dem, der er 35 år og derunder, skal vi sætte ind digitalt med f.eks. flere nyhedsbreve og den slags. Gælder det dem under uddannelse skal vi f.eks. ud på erhvervsakademier og tale med dem. Samtidig skal vi også være ærlige og erkende, at andre IT-fagforeninger er bedre til at gøre opmærksom på sig selv. Det. Skal vi ikke være for fine til at læse noget af,” tilføjer Mikkel Lysemose Jensen.
Han fremhæver også, at med ballasten fra startup-virksomheden er han vant til at være agil og skubbe på for at få tingene til at ske. Måske kan det også være med til at gøre en forskel for SAMDATA, håber han. Og så var der rigtigt mange på konventet, som kom fra Hovedstadsområdet, hvor han gerne ser, at der kommer flere med fra f.eks. det jyske.

” Skal vi nå dem, der er 35 år og derunder, skal vi sætte ind digitalt med f.eks. flere nyhedsbreve og den slags .” Mikkel Lysemose, nyt medlem af SAMDATA\HK's bestyrelse.
Theis Eizo de Noord har som tillidsrepræsentant altid været engageret i det daglige arbejde inden for HK på sin tidligere arbejdsplads, ATP i Hillerød.
”Jeg havde meget fine kollegaer, men jeg savnede det IT-faglige fællesskab i HK. Det var en meget fin virksomhed, hvor man arbejdede på tværs, men vi som IT-folk står bare i en anderledes virkelighed end andre faggrupper. Når vi taler sammen som IT-folk kommer vi let til at skubbe andre væk, fordi de forstår ikke vores fagtermer,” siger han.
Samme skisma finder han også inden for HK-familien.
”Og jeg vil gerne gøre SAMDATA til en mere aktiv spiller indenfor det faglige arbejde. Vi skal også kunne have den samme dybe faglighed som vi f.eks. også ser blandt laboranterne eller inden for de grafiske fag. Jeg vil gerne arbejde for, at vi har det samme faglige fællesskab.”
Egentlig deltog han ikke på konventet med en hensigt om at stille op til en tillidspost, men han blev med egne ord ”… pænt bedt om at stille op.”

”Jeg vil gerne gøre SAMDATA til en mere aktiv spiller indenfor det faglige arbejde.” Theis Eizo de Noord, nyt medlem af SAMDATA\HK's bestyrelse
Ann-Karin Axelgaard er også et nyt ansigt i bestyrelsen, men hun er langt fra ny i det faglige arbejde indenfor HK. I modsætning til de to andre nye medlemmer har håret en mere sølvgrå nuance, og hun har været med i det faglige arbejde indenfor HK, lige siden hun var 17 år i 1982. Hendes far, der selv var tillidsrepræsentant inden for SID (det nuværende 3F) syntes, at det ville være en god ide for hende at melde sig ind i HK, som butikselev.
”Du er sådan en, som siger din mening, så det vil være godt for dig gå ind i det, sagde han. Jeg blev meget aktivt, og blev på et tidspunkt formand for HK Ungdom dengang i Esbjerg. I 1985 som 20-årig var jeg med på HK’s kongres som det yngste medlem. Så HK har altid haft en stor plads i mit hjerte.”
”Jeg har været selvstændig siden 1998 med min egen IT-virksomhed, og har bibeholdt mit medlemskab af HK forbundet. Jeg har altid brugt mange af de gode tilbud og events, som HK udbyder løbende,” fortsætter Ann-Karin Axelgaard.
Selv om hun har erfaring fra en bred række af forskellige IT-systemer, er hun – med egne ord – at betragte som selvlært som mange af SAMDATA’s medlemmer. Selv mener Ann-Karin Axelgaard, at hun indgående kender den virkelighed, mange IT-medarbejdere rundt omkring i virksomhederne sidder i uden at have et fagligt fællesskab. Måske er de heller ikke bevidste om de muligheder, som SAMDATA\HK kan tilbyde.
”Vi er ret mange, der er medlemmer af SAMDATA, men af dem er der mange, som ikke bruger tilbuddene. Det gælder f.eks. mulighederne for at blive certificeret i alle de kompetencer, du har opbygget gennem årene.”

”HK har altid haft en stor plads i mit hjerte.” Ann-Karin Axelgaard, nyt medlem af SAMDATA\HK's bestyrelse.