Foto fra ABL's årsmøde 2024. Foto: Carsten Bundgaard Andersen

Administrationsbachelorernes Landsforening (ABL/HK) har sendt et stærkt opråb til uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund samt Folketingets uddannelsesudvalg. Brevet udtrykker alvorlig bekymring for kvaliteten af administrationsbacheloruddannelsen i lyset af regeringens forslag til reform af professionsbacheloruddannelserne.

I brevet stiller ABL og HK Kommunal spørgsmålet: Skal kvaliteten af administrationsbacheloruddannelsen ofres for en ny uddannelsesreform? Reformen foreslår at reducere det videnskabsteoretiske indhold i professionsuddannelserne, hvilket ifølge afsenderne vil svække administrationsbachelorernes evne til at håndtere de stigende krav og kompleksiteter i fremtidens administrative opgaver.

Bachelorprojektet og adgangskrav er nøglen

En central del af kritikken retter sig mod reformens planer om at ændre bachelorprojektet til en praksisrettet afgangsprøve. ABL og HK Kommunal påpeger, at bachelorprojektet er hjørnesten i uddannelsen, da det kombinerer teori og praksis og giver de studerende mulighed for at demonstrere deres kernekompetencer.

Ligeledes skaber reformens introduktion af adgang via en to-årig EPX-uddannelse stor bekymring. 

- Administrationsbacheloruddannelsen kræver et solidt fagligt fundament og stærke studietekniske evner. Vi frygter, at de reducerede adgangskrav vil føre til problemer med fastholdelse og svække uddannelsens kvalitet, lyder det i brevet.

Er mindre uddannelse lig med bedre kvalitet?

Regeringens ambition om at forkorte uddannelserne for at forbedre kvaliteten vækker undren. ABL/HK efterlyser konkrete svar på, hvordan denne løsning skal styrke uddannelsens niveau.
- Kvaliteten skal forbedres inden for de nuværende 210 ECTS-point, ikke reduceres, understreger de.

Brevet anerkender reformens positive tiltag, som flere holdtimer, bedre vejledning og mindre hold. Disse initiativer kan styrke de studerendes læring og skabe bedre resultater. Dog påpeger ABL/HK vigtigheden af, at administrationsbachelorerne ikke bliver overset til fordel for større uddannelser som pædagog og sygeplejerske.

Med brevet opfordrer ABL og HK Kommunal politikerne til at reflektere over reformens langsigtede konsekvenser.

- Administrationsbachelorerne spiller en essentiel rolle i vores velfærdssamfund. En reduktion i kvaliteten af deres uddannelse vil have alvorlige konsekvenser for både kommuner, regioner og staten, afslutter de.