Debatindlæg af:

Michael Erhardsen, Formand for HK Stat Midtvest
Bent Klim Johansen, Formand HK Stat Østjylland
Pernille Sommersang Siegenfeldt, Formand HK Stat Nordjylland

 

Når nedskæringer rammer en arbejdsplads, så farer disse og mange andre spørgsmål rundt i hovederne på mange medarbejdere.

 

Heldigvis har vi i Danmark arbejdsmiljørepræsentanter (AMR) på rigtig mange arbejdspladser. Og AMR kan gøre en stor forskel. AMR kan naturligvis ikke forhindre fyringer, men en AMR kan bidrage med vigtig viden om, hvordan man kan forebygge, at nedskæringer fører til alvorlige og meget langvarige problemer med arbejdsmiljøet.

 

 Michael Erhardsen, formand for HK Stat Midtvest, Bent Klim Johansen, formand HK Stat Østjylland og Pernille Sommersang Siegenfeldt, formand HK Stat Nordjylland

Fra venstre: Bent Klim Johansen, formand HK Stat Østjylland, Pernille Sommersang Siegenfeldt, formand HK Stat Nordjylland og Michael Erhardsen, formand for HK Stat Midtvest.

 

Viden om arbejdsmiljø dokumenterer, at fundamentet under et godt arbejdsmiljø er ”Balance” (mellem opgaver og ressourcer), ”Forudsigelighed og indflydelse” og ”Samarbejde”. Alle de forhold har AMR stor viden om og fokus på. Forskning i arbejdsmiljø fortæller også, at fyringsrunder i meget høj grad kan påvirke medarbejdernes arbejdsmiljø. Ofte begynder påvirkningerne lang tid før nedskæringerne meldes ud. Mange medarbejdere lytter nemlig ikke kun til deres ledelse, men også til ”vandrørene”. Og ofte varsler ”vandrørene” forandringer lang tid før nyhedsbrevet fra topledelsen proklamerer besparelser.

 

I HK Stat Nordjylland, Østjylland og Midtvest oplever vi desværre nogle gange, at ledelserne nedprioriterer dialogen med arbejdsmiljørepræsentanterne, når nedskæringer truer. Og det er ærgerligt. For AMR er valgt af medarbejderne for at sikre et godt arbejdsmiljø. Og det gælder både, når det går godt i virksomheden – og når nedskæringerne rammer. Når en arbejdsplads af den ene eller anden årsag skal fyre medarbejdere, så er det endnu mere vigtigt, at ledelsen ikke handler i blinde. Og her kommer de tillidsvalgte, som f.eks. arbejdsmiljørepræsentanten ind i billedet. For AMR er valgt af kollegerne, og AMR kender virkeligheden på arbejdspladsen fra en helt anden vinkel end ledelsen. AMR er tættere på kollegerne i dagligdagen, og AMR er mere på lige ”niveau” med kollegerne end lederne. AMR kan med andre ord være arbejdsmiljøets stemme på vegne af kollegerne.

 

I HK Stat Nordjylland, Østjylland og Midtvest mener vi, at medarbejdernes AMR bør inddrages i dialogen med ledelsen i alle spørgsmål, der påvirker arbejdsmiljøet. Forskning fortæller, at så snart en fyringsrunde nærmer sig – i vandrørene eller i ledelsens nyhedsbreve – så påvirkes arbejdsmiljøet på et splitsekund. Utrygheden breder sig med lynets hast på en arbejdsplads. AMR kan bidrage med vigtig viden om medarbejdernes virkelighed, og AMR har ofte også tæt dialog med andre tillidsvalgte – samt AMR’s fagforening. På samme måde kan en tillidsrepræsentant bidrage med hendes eller hans oplevelse af medarbejdernes situation.

 

I HK Stat Nordjylland, Østjylland og Midtvest oplever vi faktisk, at meget tæt dialog mellem ledelsen samt tillids- OG arbejdsmiljørepræsentanter i høj grad bidrager til at styrke både samarbejdet og arbejdsmiljøet på arbejdspladsen. Erfaringer viser også, at efter en fyringsrunde ligger der en stor opgave i at få videreudviklet det fælles arbejdsmiljø. Ofte forandres organisationen efter fyringsrunden. En utryghed i forbindelse med fyringen kan påvirke medarbejderne i lang tid efter fyresedlerne er uddelt. Og de medarbejdere, der ikke blev fyret, føler ofte en form for bekymring og ”samvittighedskvaler” i forhold til kollegerne, der blev afskediget. Hertil kommer, at efterdønningerne efter en fyringsrunde ofte medfører stort arbejdspres og ubalancer mellem opgaver og ressourcer i en lang periode.

 

Vores klare råd til ledelserne på arbejdspladserne er, at de skal lytte til AMR – også (og måske endnu mere), når nedskæringer truer på en arbejdsplads. Ved at inddrage AMR’s viden bliver ledelsens beslutningsgrundlag bedre. Når ledelsen lytter til medarbejdernes tillidsvalgte, så gavner det arbejdsmiljøet, og både arbejdsmiljø og produktivitet er afgørende for at komme godt ind i fremtiden, når fyringsrunden er gennemført.