Det vil i 2025 myldre frem med reformer i kommunerne, som borgmestrene skal håndtere. Illustration: Mostphotos

I år skal landets kommuner håndtere en lang række reformer, der på én gang sætter nye retninger for ældrepleje, sundhed og uddannelse. Ifølge Kommunernes Landsforening (KL) er der tale om en historisk stor opgave.

- Det er ret voldsomt. Det er stort set alle emner på en kommunalbestyrelses dagsorden, der nu er sat en reformproces i gang på. Vi skal levere på alle reformer og implementere dem helt til bunds. Det giver mulighed for at gentænke velfærden på nye måder, men kræver også et enormt ledelsesfokus for at holde alle reformspor kørende på samme tid. Og det er jo de samme medarbejdere, der på tværs af alt skal sørge for, at det faktisk sker. Vi skal jo ikke til at hyre flere administrative medarbejdere i kommunerne, siger Kristian Vendelbo, administrerende direktør i KL, til Mandag Morgen.

Reformerne skal give kommunerne større frihed til at tilpasse velfærden lokalt og reducere bureaukrati. Ældreplejen og sundhedssektoren skal eksempelvis blive mere borgernær, mens folkeskolerne får større selvbestemmelse. Men det kræver tydelig ledelse og stor omstillingsparathed hos både politikere og medarbejdere.

Store forskelle på tværs af landet

Eksperter peger på, at de mange reformer kan skabe større forskelle mellem kommunerne. Den frihed, som reformerne giver, betyder, at borgernes adgang til velfærd kan afhænge af postnummeret.
Samtidig skal reformerne implementeres uden tilførsel af flere ressourcer. Økonomiprofessor Nina Smith understreger, at der ikke er udsigt til økonomisk råderum i kommunerne de kommende år.

- Implementeringen af de mange reformer sker på et tidspunkt, hvor kommunerne har ekstremt store budgetudfordringer. Og de vil ikke komme til at få flere midler i fremtiden. For det økonomiske råderum forsvinder sandsynligvis, da pengene skal bruges til krudt, kugler og klima. Derfor skal reformerne lykkes, siger hun til Mandag Morgen.

Erfaringer fra syv frisatte kommuner viser, at lokal frihed kan føre til mere borgerrettede løsninger. Eksempelvis har Viborg og Holbæk skabt nye måder at organisere ældrepleje og skolepraksis på. Men kommunerne kan ikke løfte opgaven alene, advarer Nina Smith.