Odense Kommune er havnet i et moralsk dilemma omkring jobcenter og konkursrytteri. Illustration: Colourbox

Det er sjældent, en kommune har et decideret moralsk problem at kæmpe med – og endda i en sådan grad, at man nu beder beskæftigelsesministeren om hjælp.

Men det har Odense Kommune.

Folketingets Beskæftigelsesudvalg har derfor modtaget dette spørgsmål.

Skal vi støtte konkursrytteri?

Efter den nuværende lovgivning er vores jobcenter forpligtet til at yde samme hjælp til alle virksomheder, uanset deres aktiviteter.

Dette indbefatter også virksomheder, der er involveret i moralsk anstødelige aktiviteter såsom konkursrytteri, selskabstømning, byggematadorer, entreprenører med mange påbud eller politianmeldelser eller virksomheder, der samarbejder med kriminelle og bandemiljøer.

- Det betyder, at vores jobcenter fx ikke kan sige nej til at etablere selvfundne virksomhedspraktikker hos disse virksomheder, hvis de opfylder de formelle krav i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lyder det fra Odense Kommune.

Loven skal ændres

I henvendelsen fortsætter Odense Kommune argumentationen:

- Vi mener ikke, det er en offentlig kerneopgave at understøtte sådanne virksomheder og virksomhedsejere, som har en historik om at undergrave samfundets værdier og normer.

Odense Kommune ønsker derfor, at det i lovgivningen bliver muligt, at jobcenteret kan udelukke virksomheder og virksomhedsejere fra samarbejde, hvis de bedriver amoralsk aktivitet.