Den lønudvikling, som de statslige arbejdsgivere og -tagere aftaler ved overenskomsterne, indeholder altid et skøn for den private lønudvikling. Der skal nemlig være en parallel lønudvikling mellem den offentlige og den private sektor. Det sørger den såkaldte reguleringsordning for.
Nogle gange udmønter reguleringsordningen et plus, og andre gange et minus. Ved OK24 var der positive forventninger til den private lønudvikling, hvilket skønsmæssigt minimum ville lægge 0,04 procentpoint oveni de 1,27 procent, som forhandlerne aftale, at statens lønninger skulle stige 1. april 2025.
Lønstigningen gælder kun medlemmer, der er omfattet af CFU-forliget og OAO-S-Fællesoverenskomsten. Fx har HK Stats medlemmer i Danmarks Radio og TV2 egne overenskomster med deres arbejdsgivere.
Men sådan er det ikke gået. Lønudviklingen på det private arbejdsmarked levede ikke op til skønnet, og derfor skal der i stedet trækkes 0,78 procentpoint fra stigningen på de statsansattes lønninger. Det giver dig alt i alt en lønstigning på 0, 41 procent pr. 1. april 2025.
Stadig en stigning på vej
Når det skal være, er HK Stats forhandlingschef Christian Esgaard Christensen glad for, at den aftalte stigning er stor nok til at kunne rumme den negative udmøntning af reguleringsordningen uden at gå i minus.
- Den generelle lønstigning på 1,27 procent er heldigvis stor nok til, at der stadig er en positiv lønregulering for medlemmerne pr. 1. april, siger han og tilføjer:
- Vi kan glæde os over, at resultatet fra OK24 giver langt de fleste medlemmer et helt procentpoints stigning i pensionen til 16 procent fra 1. april.
Din løn stiger næste gang til november, hvor skønnet er, at du vil få 0,20 procent ekstra. Stigningen kan blive forhøjet eller reduceret afhængigt af balancen mellem den statslige og den private lønudvikling.
Kan gå begge veje
Andre gange har reguleringen givet større lønstigninger, end der blev aftalt ved statens forhandlingsbord. Fx i 2022, hvor lønnen 1. april steg med 1,78 procent takket være en regulering på 0,59 procent i stedet for de skønnede 0,36 procent.
Også i 2023 var reguleringsordningen i plus ved stigningen i april. Her var den aftalte stigning 1,48 procent, mens reguleringsordningen betød, at den samlede stigning kom op på 1,58 procent. Det var en anelse mindre end skønnet, da aftalen blev indgået i ved OK21.
Sådan udregnes stigningen til 0,41 procent
Stigningerne tillægges forskellige niveauer, sådan at aftalte stigninger tillægges altid i niveauet før den første regulering i en overenskomstperiode, mens reguleringsordningen altid tillægges det aktuelle niveau lige før stigningen.
Denne gang betyder det, at +1,27 tillægges niveau 31. marts 2024, mens -0,78 tillægges niveau 31. marts 2025. Det medfører, at procentreguleringen 1. april 2025 stiger fra 22,8067 til 23,3095. Det svarer til en stigning på 0,5028 procentpoint, eller en stigning på 0,41 procent (0,5028/122,8067 = 0,004094).