
Vi skal sikre de mange indsatser, der rent faktisk virker, siger HK Kommunals næstformand Kasper Ejlertsen om udsigten til en reform med en milliardstor besparelse, der vækker minder om den fatale nedskæring på skatteområdet for 15 år siden. Foto: Tom Ingvardsen (c)
I aftes kom der lidt flere detaljer frem om regeringens planer med den kommende beskæftigelsesreform. I et kort oplæg til forhandlinger med Folketingets øvrige partier er den tidligere udmeldte besparelse på tre milliarder kroner fastholdt. Det giver alvorlige panderynker hos HK Kommunals næstformand:
- Reformen risikerer at få voldsomme konsekvenser for tusindvis af ledige og sygemeldte borgere. De kan se frem til færre tilbud og mindre sparring, der kan bringe dem tilbage på arbejdsmarkedet. Vi er i særlig grad bekymrede for den fremtidige indsats for de grupper af ledige, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet, siger Kasper Ejlertsen.
Han forventer, at en reform først kan træde i kraft i midten af 2026 og forudser et omfattende lovgivningsarbejde, når der det næste års tid skal ryddes op i de mange love og regler på området.
- Vi skal fx sikre, at de mange indsatser, der rent faktisk virker, bliver bevaret. En god proces hæmmes i den grad af, at regeringen fastholder en kæmpestor milliardbesparelse. Vi har før set, hvordan den rækkefølge i en reform har fået fatale konsekvenser for kvalitet i opgaveløsningen. Tænk på skatteområdet, hvor vi stadig kæmper med konsekvenserne her 15 år senere.
Han henviser til, at beskæftigelsesindsatsen i Danmark i en international sammenligning er en succes.
- Vi er gode til at få ledige hurtigt i arbejde takket være vores dygtige medarbejdere på området. Nu vil man skære dybt i den kommunale beskæftigelsesindsats, og det kan ikke undgå at gå ud over de ledige og virksomhederne.
Frit valg af vejledere
En af de nye detaljer, der er kommet frem i regeringens oplæg, er, at ledige i et forsøg får frit valg af, hvem der skal hjælpe dem i job. Desuden ønsker regeringen jobcentrene nedlagt og erstattet af muligheden for en mere fri organisering.
- HK Kommunal har længe talt for, at kommunernes jobcentre i højere grad får frihed til at vælge egne metoder. Med regeringens oplæg frygter jeg, at virksomhederne kommer til at opleve bøvl og besvær med henvendelser fra mange nye aktører. I sammenhæng med de store besparelser kan det kun føre til en oplevelse af, at kvaliteten i indsatsen bliver ringere, vurderer Kasper Ejlertsen.
Med ca. 5.000 ansatte i jobcentrene som medlemmer, repræsenterer HK Kommunal den største faggruppe på området.
Se regeringens notat herunder.
Det vil regeringen
Nedlægge jobcentrene
- Nedlægge jobcentre og give kommunerne mulighed for fri organisering.
- De enkelte kommunalbestyrelser vil derfor fremadrettet selv kunne bestemme, hvilken organisering der giver bedst mening for den enkelte kommune.
- Samlet bruge 3 mia. kr. mindre.
Afbureaukratisering
- Skabe et mere simpelt og overskueligt system med færre skift for borgerne.
- Antallet af målgrupper i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats reduceres fra 13 til 5.
- Afskaffe cirka halvdelen af særreglerne i indsatsloven, som i dag varierer mellem målgrupper.
- Fjerner mere end 500.000 tvungne samtaler for borgerne
- Op mod hver fjerde skal ikke længere til samtaler og indsatser
- Får med et forsøg frit valg af, hvem der skal hjælpe dem i arbejde
- Bliver mødt med større fokus på at komme i arbejde frem for opfyldelse af proceskrav
- Bliver sat fri fra samtaler og opfølgning i kommunen
- Mødes med værdighed, ordentlighed og respekt
- Får færre sanktioner