"Nu kan vi hjælpe vores nære i en svær tid"

Lone Glyseth, 54 år, salgskoordinator og tillidsrepræsentant i Andel Energi
- Jeg blev glad, da jeg læste overenskomsten med en procent mere i pension og to procent mere på fritvalgskontoen.
Det betyder rigtig meget for os, at vi kan få lov til at bruge fritvalgskontoen mere, som vi vil det. Især at vi kan bruge den til at hjælpe vores nære og pårørende i en svær tid, hvor de ikke selv kan komme til lægen eller andre vigtige samtaler. Det har været meget efterspurgt blandt mine kolleger. Det er altid vigtigt, at der er fire ører på en samtale, når det er noget kritisk, så det er superfint, at det nu er kommet med.
Flere penge og pauser: Sådan kommer til at mærke resultaterne fra industriforliget
Det er også fantastisk, at bedsteforældre via fritvalgskontoen nu kan få lov til at tage fri for at passe deres børnebørn. Det har mange kaldt på i flere år.
Overgangsalderen er et område, der er værd at kigge ind i til næste overenskomst. Mange af mine kolleger er midaldrende kvinder i overgangsalderen, som virkelig lider under det, har det skidt, får medicin, ikke sover om natten osv.
De kunne godt tænke sig at få samme vilkår som børnefamilier og bedsteforældre, så de kan få lov til at bruge fritvalgskontoen til at få en halv eller hel fridag, de dage, hvor de har svært ved at hænge sammen, fordi de f.eks. ikke har sovet i tre dage. Det ville hjælpe dem langt hen ad vejen.
"Flot med 2 % på fritvalgskontoen"

Marie Bliddal, 42, år, receptionist hos Radiometer Medical
- Jeg er kæmpe fan af fritvalgskontoen, for den har jeg ikke været vant til at have. For mig er den et sikkerhedsnet, som ikke er alle forundt - og en alletiders måde at lave en lille opsparing på. Du mærker den ikke i dit daglige budget, fordi den står sådan lidt for sig selv. Så jeg synes, det er fantastisk, at den går fra 9 til 11 procent i overenskomstperioden.
Jeg har ikke selv nogen børn, men jeg synes, at der er kommet mange gode ting med for forældre. Barns tredje sygedag tror jeg, der er rigtig mange, der godt kan bruge. Fint at en samlever, der påtænkes at have en forældrelignende relation til barnet, nu får ret til løn under orlov. Også dejligt, at det nu er muligt at bruge fritvalgskontoen til at følge en pårørende til hospitalsbesøg.
Jeg drømmer personligt også om lidt mere fleksibilitet og frihed i jobbet, men jeg er selvfølgelig indforstået med, at når jeg sidder i en reception, der skal være bemandet, giver det mindre rum til fleksibilitet.
"Hvad med børn med særlige behov?"

Camilla Andersen, 52 år, indkøber og arbejdsmiljørepræsentant hos DISA Industries
- Som nybagt mormor hæfter jeg mig ved de to omsorgsdage, man kan tage som bedsteforældre, der bliver modregnet på fritvalgskontoen. Min datter er solomor, så jeg har også hæftet mig ved, at du som soloforælder kan overdrage dele af din orlov med fuld løn til et nærtstående familiemedlem.
Se listen over industriforligets vigtigste resultater
Et spillerum for forældre med børn med særlige behov er et område, jeg savner i overenskomsten. Jeg har en knægt med autisme, som er voksen og velfungerende i dag. Men da han som ung fik sine sammenbrud, var det uagtet, om han var 11 eller 17 år. Barns sygedag stopper i dag ved 14 år, og det generede mig.
Man kunne godt forlænge aldersgrænsen for børn med særlige behov til f.eks. 18 år. Det er jo forældrene, der skal samle børnene op. Som det er i dag, er det op til, hvad man som forælder selv synes, man kan klare, og hvad virksomheden vil acceptere – og det fører jo ofte til stressede forældre.
Som arbejdsmiljørepræsentant glæder jeg mig over, at vi langt om længe bliver tildelt et vederlag for vores arbejde. Det er en anerkendelse af, at jeg faktisk bruger meget af min tid og fritid på arbejdet - og fedt, at vederlaget kun er til dem, der er i en OK-fagforening.