
5 kommuner er sammen i Danmarks eneste kommunale §60 selskab på it-området. Foto: Colourbox
IT-Forsyningen er navnet på Danmarks eneste kommunale §60 selskab på it-området og består af Furesø, Ballerup, Egedal, Allerød og Fredensborg Kommuner.
De 70 samlede medarbejdere står altså for indkøb, drift og support for de fem kommuners cirka 15.000 ansatte centralt som decentralt.
IT-Forsyningen har ifølge it-sitet Digitech fået lavet en benchmarkanalyse af konsulentfirmaet Zangenberg, der sammenligner, hvordan selskabet ligger prismæssigt ift. det private marked.
Den seneste analyse, der er foretaget af konsulentfirmaet Zangenberg, viser, at IT-Forsyningens driftsomkostninger ligger 24 procent lavere end markedet.
Har skabt faglige miljøer
Det vil sige, at selskabet er en fjerdedel billigere, end hvis en kommune skulle købe tilsvarende ydelser i det private marked.
På samme måde er det blevet nemmere at fastholde og tiltrække it-medarbejdere i IT-Forsyningen, end det var i den enkelte kommune.
Tidligere kunne nogle it-medarbejdere i kommunerne føle, at de sad meget alene, hvis de eksempelvis var den eneste, der varetog en bestemt opgave, men it-samarbejdet har givet nogle interessante faglige miljøer og udviklingsmuligheder for medarbejderne.