
En del HK’ere og andre offentligt ansatte må oftere melde sig syge med hovedpine, halsbetændelse eller maveproblemer, hvis chefen mangler kvalitet. Det viser et nyt studie baseret på registerdata for mere end 270.000 offentligt ansatte.
Ikke mindre end en tredjedel af dit sygefravær kan direkte tilskrives chefen, viser projektet, der ifølge Jyllands-Posten er det første, som i så stor skala måler de gode chefers effekt på sygefraværet.
Det er post.doc., Maria Schlier, og professor i økonomi, Morten Bennedsen, fra Københavns Universitet, der med støtte fra Rockwoolfonden har gennemført kæmpestudiet.
De to forskere har på baggrund af registerdata på hver enkelt kommunale eller regionale arbejdsplads vurderet kvaliteten af den enkelte leder og derfra analyseret sig frem til vedkommendes effekt på sygefraværet.
Løn og IQ
Udover mere almindelige karakteristika som alder, køn, uddannelse og erfaring, har forskerne ifølge Jyllands-Posten inddraget to parametre for at finde de gode ledere. Det handler dels om løn, dels om – og nu kommer det – resultatet af den IQ-test, de mandlige ledere tog, da de var på session i militæret.
Hvad chefens løn angår, giver den en positiv effekt på medarbejdernes sygefravær på 2,1 dage årligt. Og så er der chefens intelligens. Målt ud fra forsvarets IQ-test, gør en intelligent leder en forskel i en medarbejders sygefravær på 1,1 dage årligt, viser studiet.
Professor Morten Bennedsen erkender, at kan ses som kontroversielt at inddrage IQ’en i analysen. Han peger imidlertid på, at resultaterne viser, at der rent faktisk er en sammenhæng mellem IQ’en og medarbejdernes sygefravær.
Studiet viser også, at de gode chefer nedbringer sygefraværet, når de skifter arbejdsplads. Det sker dels ved at ansætte medarbejdere med lavere sygefravær dels ved at øge motivationen til at gå på arbejde.