
Bibliotekskonferencen 2025 bliver med tema om kunstig intelligent/AI. Foto: Mostphotos
Du kan allerede nu sætte et stort kryds i kalenderen til fredag den 26. september 2025.
For her holder HK Kommunal bibliotekskonference på Severin Konferencecenter i Middelfart – og planlægningen er lige begyndt.
En del kommer til at handle om kunstig intelligens/AI, men der er brug for dine input, så vi kommer rundt om andre relevante emner.
Så hvis I har gang i spændende projekter ude på dit bibliotek, så vil vi meget gerne høre om det – måske det kan inspirere andre, fx i en workshop eller som et oplæg.
Eller hvis du ”bare” har et forslag til emne, som du gerne vil høre mere om, så skriv til fagkonsulent Lisbeth.Eriksen.Storm@hk.dk senest d. 4. marts.
Ny form på konferencen
HK Kommunals bibliotekskonference har eksisteret lige siden Gunnar Nu Hansen kommenterede enhver begivenhed i Danmark.
Men som med TV og formidling har udviklet sig, har bibliotekskonferencen også udviklet sig. Og i år tager den et skridt videre – og bliver til en 1-dages konference.
Vi håber, at det betyder, at endnu flere får mulighed for at komme med. Vi lægger os i selen for - men med jeres hjælp og bidrag - at lave et fantastisk program med både plenumoplæg og mindre sessioner – alt sammen for at ramme præcis dét, I synes er spændende lige nu.
Hvem skal have Jytte-prisen?
Selvfølgelig skal vi stadig uddele Jytte-prisen – HK Kommunals kulturpris til en person, en særlig indsats eller organisation, der har gjort sig særlig bemærket på det kulturelle område.
Så hvem skal have æren af at blive den 29. vinder af Jytte-prisen og modtage et flot keramikfad og 10.000 kroner?
Send dit forslag til fagkonsulent Lisbeth.Eriksen.Storm@hk.dk senest d. 1. april.