Arkivfoto: Mostphotos

Borgere skal have mulighed for at sidde med deres mobiltelefon og optage deres møde på kommunen.

Det slår Holbæk Kommune og kommunaldirektør Rie Perry nu fast.

Begrundelsen fra kommunaldirektøren er blandt andet, at det kan være svært at huske alt, hvad der bliver sagt under mødet, og så er det godt at kunne lytte til det i fred og ro derhjemme.

Også kommunens egen borgerrådgiver har presset på for at få en tilladelse og nye retningslinjer igennem.

Myndigheden sætter rammen og bestemmer

Den juridiske del omkring optagelse af møder er, at en myndighed har ret til at nægte optagelser, har Folketingets Ombudsmand flere gange slået fast – blandt andet i dette interview i Kommunalbladet.

Begrundelsen er, at myndigheden sætter rammen for, hvordan møder skal gennemføres – men Ombudsmanden har også påpeget, at det vil være godt med pragmatiske løsninger eller alternativer for borgerens skyld.

Der kan undtages

Reglen i Holbæk er dog, at kommunen eller den enkelte sagsbehandler kan nægte optagelse – men at det er absolut undtagelsen og kun i helt særlige situationer.

Fx hvor det skønnes at ville kunne misbruges eller stemningen er meget dårlig.

Problematikken har desuden været drøftet i diverse medarbejder-udvalg.

Læs mere

Kommunalbladet har tidligere skrevet om problemstillingen, hvor Ombudsmanden bl.a. har udtalt sig om myndighedens ret til at bestemme rammer og vilkår for et møde - men også at den bør tænke i alternativer for borgeren, hvis optagelser nægtes.