
Jeg er overbevist om, at faglighed og relationer er nøglen til succes for HK Privat Midt. Når vi opbygger stærke relationer med medlemmer, tillidsvalgte og arbejdsgivere, skaber vi et tillidsfuldt fundament for samarbejde og udvikling. For mig er det derfor vigtigt, at vi fokuserer på netværk og professionelle relationer, da det vil åbne døre for os og sikre os adgang til flere og nye arbejdspladser, hvor vi kan gøre en forskel for medarbejdere i HK-funktioner.
På den måde kan jeg, ved at kombinere faglighed og relationer, bidrage til et styrket fællesskab, der oplever en øget interesse for at samarbejde med HK.
Fra mine mange år som faglig konsulent i HK kender jeg vores styrker og muligheder, fx netop vores høje faglighed, når vi hjælper HK’erne i deres arbejdsliv. Den viden om vores faglige, professionelle og personlige rådgivning til både medlemmer og faggrupper ser jeg frem til at dele med endnu flere.
Det er min erfaring, at relationer gør en forskel, og af samme grund har jeg en drøm om, at vi kan etablere et ”succeskriterie-system” (selvom vi aldrig bliver færdige). Det ville betyde, at vi altid arbejder med organisering på de virksomheder, vi går ind på. Det kunne være i forhold til: Har vi overenskomst? Hvis ja, er der tillidsvalgte eller er det her, vi skal gøre en indsats? Er der elever? Hvis ikke, så skal vi arbejde på at få virksomheden til at tage elever eller praktikanter.
Skal vi tage en temperaturmåling på arbejdsmiljøet? Hvad er status på efteruddannelse og kompetenceudvikling? Hvordan ser det ud med den årlige lønvurdering/forhandling
Fremtidens udfordringer og muligheder
Vi er ikke bange for fremtiden! Den kommer, heldigvis. Vi skal tværtimod være proaktive og udnytte fremtidens muligheder gennem fx kompetenceafklaring, udvikling og efteruddannelse. Vi skal, som medarbejdere i HK, selv opsøge nye muligheder, når det gælder vores egne kompetencer, og vi skal guide vores medlemmer til en udvikling af deres kompetencer, der gearer dem til fremtiden.
Det gør vi ved at tage initiativer nu og ved at tilpasse os til de ændringer, der allerede nu former vores arbejdsliv. Det gælder for eksempel i forhold til kunstig intelligens og andre nye tiltag, der vil påvirke arbejdsmarkedet og måden vores medlemmer arbejder på. Vi skal guide, støtte og hjælpe vores medlemmer, så de stadig føler sig trygge og attraktive i deres arbejdsliv.
Arbejde og fritid - Den rette balance
Opture og nedture er for mange af os en realitet i vores arbejdsliv. Vi står over for forskellige situationer i løbet af vores karriere, som vi skal mestre. Det kan være lige fra at starte i et nyt job og føle, at hele verden ligger åben foran os, til at afslutte store projekter, der kræver tid, energi og engagement. Stress og arbejdspres er en uundgåelig del af arbejdsmarkedet, men vi skal som HK’ere være med til at sikre de bedst mulige betingelser, når vores medlemmer skal finde den rette balance mellem arbejde og fritid.
Løn og arbejdsvilkår som kerneopgave
Sidst men ikke mindst, så skal vi blive ved med at gøre det, vi er gode til, nemlig at løse kerneopgaven, og det er faktisk helt enkelt: Vi skal sikre de bedste løn og arbejdsvilkår for vores medlemmer, og vi skal stå klar med kompetent vejledning og rådgivning på de områder, der gør en forskel for dem. Det rækker fra kompetencer og udvikling til opsigelse, ansættelse, løn og andre faktorer, der har betydning for, om medlemmerne trives i deres arbejdsliv. Jeg har en klar idé om, at vi i HK Privat Midt kan sætte endnu mere fokus på denne kerneopgave.
Om mig:
Jeg stræber efter at opbygge et meningsfyldt, bæredygtigt og dynamisk arbejdsmiljø, hvor samarbejde og ordentlighed er i centrum. Jeg kombinerer gerne handlekraft og initiativ med en evne til at træffe velovervejede beslutninger. Det gør mig målrettet og effektiv i forhold til at nå de mål, som jeg og vi sætter os.
Jeg trives med udfordringer og prøver at finde løsninger på dem gennem løbende læring og ny viden, så jeg kan bidrage bedst muligt til en organisation, der fokuserer på det hele medlem og menneske, og hvor vi har en positiv arbejdskultur. Igen ser jeg, sammen med en tydelig ledelse, de stærke relationer som en del af et succesfuldt samarbejde både internt og eksternt.
Privat:
På hjemmefronten er min faglige profil noget mere alsidig. Her agerer jeg både som finansminister, skateboarder in spe, teenagekender, familiekoordinator, taxachauffør, hus-kok og gin connaisseur. Så der er, også i mit privatliv, brug for mange færdigheder og en evne til at jonglere mange forskellige roller.