
Som sektorformand for HK Privat Midt i de forgangne 4 år har det været en kæmpe fornøjelse at opleve, hvordan vi sammen gør det, der for mig er det vigtigste:
Vi gør en masse for at være tæt på vores medlemmer og for at lytte til deres behov og ønsker!
Det gør vi med engagement, energi, personlighed, erfaring og ikke mindst en høj faglighed.
Det gør vi i et tæt samarbejde med vores mange tillidsvalgte, der for mig stadig er nogle af de helt centrale aktører i en stærk fagforening. De er vores repræsentanter ude på arbejdspladserne, ude ved medlemmerne, og de giver os et uundværligt input til vores politisk-faglige virke. Hele serviceringen af tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter var én af de ambitioner, jeg havde med mig ind i min formandsperiode, og det er ét af de mål, som vi sammen i HK Privat Midt har omsat i praksis. Godt gået!
Samarbejde er vores vigtigste nøgle
Et andet, helt afgørende element i min formandsperiode har været et bredt samarbejde. Det gælder både internt i afdelingen, på tværs af sektorer. I vores Privat-team. Med tillidsvalgte og medlemmer. Med andre aktører, som vi kan sætte vigtige dagsordener sammen med, der gør en forskel for vores medlemmer, uanset hvor de er i deres arbejdsliv – og uanset, hvor de gerne vil flytte sig hen.
For mig er samarbejde nøglen til succes med vores målsætninger, der bl.a. er…:
· Aktivering af medlemmerne, så de får maksimalt udbytte af deres medlemskab
· Fastholdelse af eksisterende medlemmer og organisering af nye, så vi styrker fællesskabet
· Høj faglighed, der stiller det enkelte medlem stærkt både i medvind og modvind
· Opbygning og facilitering af stærke netværk, hvor medlemmer kan mødes, udveksle erfaringer og udvikle hinanden
· Tydelige HK-fingeraftryk på de vigtige erhvervs- og uddannelsespolitiske dagsordener, der berører medlemmerne
Et fagligt og politisk menneske
Jeg har i det meste af mit eget arbejdsliv været fagligt engageret og parallelt er jeg partipolitisk aktiv i min fritid. Begge dele har været en vigtig ballast, som jeg har haft med mig ind i min formandsperiode. Jeg ved, hvordan det er at stå derude som både medlem og tillidsvalgt. Jeg ved, hvor vigtigt det er med en stærk og engageret fagforening i ryggen, når en arbejdsgiver sætter dig under pres. Jeg har stor erfaring med forhandlinger af forskellig karakter og har en sans for at (sam)arbejde for en sag.
Dine og jeres dagsordener er mine
Samarbejdet og den tætte dialog med mange forskellige aktører omkring HK’ernes arbejdsliv giver mig hele tiden et opdateret billede af, hvilke dagsordener, emner, temaer, udfordringer m.m., der præger HK’ernes arbejdsliv. Fra dag 1 som sektorformand har jeg arbejdet for at gøre dine og jeres dagsordener til mine. Det har indtil nu handlet meget om emner som arbejdsmiljø, AI og kunstig intelligens, hjemmearbejde, tidsregistrering og senest uddannelsesreformen.
Jeg håber, at I har tillid til at lade mig fortsætte det spændende arbejde, vi har gang i. Både på medarbejderniveau, i relationer til de tillidsvalgte og i vores bredt sammensatte, engagerede sektorbestyrelse. Tak til jer alle for vores stærke faglige samspil på medlemmernes vegne, og en særlig tak til afdelingssektorbestyrelsen. Det er en kæmpe fornøjelse at facilitere og inspirere jeres bestyrelsesarbejde for HK Privat Midt.
Lidt om mig