HK Kommunals næstformand, Kasper Ejlertsen, i dialog med borgervejleder, Sabrina Nielsen, der også er TR-suppleant i Borgerservice. Foto: Jens Laursen.

Engagementet var i top, da formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Morten Skov Christiansen, tirsdag gæstede en af Næstved Kommunes markante HK-arbejdspladser.

I det integrerede Borgerservice- og biblioteksområde – placeret ovenover den lokale Kvickly-butik – gav kommunens medarbejdere anført af fællestillidsrepræsentant, Gitte Jørgensen, FH-formanden indsigt i, hvordan man i Næstved med succes forsøger at skabe nogle attraktive arbejdspladser.

Morten Skov Christiansen var ledsaget af HK Kommunals næstformand, Kasper Ejlertsen, på den rundtur, der indgår i FH-formandens ønske om at besøge og gå i dialog med en række forskellige faggrupper.


HK Kommunalfs næstformand, Kasper Ejlertsen, FTR i Næstved Kommune, Gitte Jørgensen og FH-formand, Morten Skov Christiansen. Foto: Jens Laursen.

Fleksibilitet og tillid

Begge formænd indgik i en intens dialog med både tillidsrepræsentanter, medarbejdere og ledelse om Næstved Kommunes sats på ’Helhedsmodelen for den attraktive arbejdsplads’.

Den model handler blandt andet om, hvordan man udviser fleksibilitet både medarbejderne imellem – for eksempel ved planlægning af vagter – og i forhold til den enkelte medarbejders behov for et liv, hvor arbejde og privatliv hænger sammen. Stilen bygger på tillid til, at opgaverne bliver løst på den mest tilfredsstillende måde.

Udover fleksibilitet – herunder hjemmearbejde – er psykisk arbejdsmiljø, ledelseskvalitet og inkluderende værdier nogle af de omdrejningspunkter, der kendetegner Næstved Kommunes mål for at fastholde og tiltrække dygtige HK-medarbejdere.