Arkivfoto: Colourbox.

PostNord uddeler breve året ud, altså til udgangen af 2025.

Hvad der derefter skal ske med brevomdelingen i Danmark, er uvist – og det rejser en byge af spørgsmål hos især kommuner og regioner.

Spørgsmålene lyder fx:

  • Hvordan vil myndigheder sikre, at de knap 300.000 digitalt fritagne borgere fortsat får breve?
  • Hvordan sikrer man, at rækken af forvaltningsmæssige retskrav omkring svarfrister, klagefrister, behandlingsfrister på hospitalerne overholdes, hvis leverancen af breve bliver langsommere og/eller med større marginer for, hvornår et brev kan og skal leveres til borgeren?
  • Hvem har ansvaret for at finde sådanne alternative løsninger til ikke-digitale borgere?

Myndigheder må selv finde en løsning

Kommunalbladet har stillet disse spørgsmål til Digitaliseringsstyrelsen - og svaret er ikke opløftende for kommuner og regioner.

Til Kommunalbladet siger presseafdelingen, at det ikke er Digitaliseringsstyrelsens opgave at finde løsninger for de ikke-digitale.

Og at det op til de enkelte myndigheder selv at finde løsninger, hvis de ”stadig har et behov for at sende breve”, som det lyder i svaret.

Det ser altså ud til, at en række myndigheder får travlt med at udtænke alternativer og samtidig sikre, at svarfrister, behandlingsfrister mv overholdes.

Og så har man end ikke tænkt på, hvor meget dyrere en sådan løsning på det frie postmarked bliver.

Kommunalbladet følger sagen.