
Årets afgangsprojekt fra Danske Sundhedsadministratorers Landsforening går til Zascha Kongsted for hendes afgangsprojekt "Rettidig palliation ved livets afslutning". Projektet viser, hvordan sundhedsadministrative koordinatorer kan sikre bedre overgange mellem sektorer med fokus på palliativ indsats.
Med udgangspunkt i Robusthedskommissionens anbefalinger demonstrerer projektet, hvordan tidlig palliativ indsats både kan forbedre livskvaliteten for patienter og reducere omkostninger i sundhedsvæsenet. Gennem dataanalyser og interviews præsenterer Zascha konkrete løsninger, der styrker det tværsektorielle samarbejde.
– Jeg er utrolig glad, stolt og beæret over at modtage Årets afgangsprojektpris 2024 og meget taknemlig over den flotte fejring fra HK, Danske Sundhedsadministratorers Landsforening og KP. Det har været vigtigt for mig at vise, hvordan vi som sundhedsadministrative koordinatorer kan være med til at gøre en forskel og bidrage til at fremme sundhedsvæsenet, siger Zascha Kongsted.
Inspirerende for hele sundhedsvæsenet
Formanden for Danske Sundhedsadministratorers Landsforening, Nathali S. Degn, roser projektet:– Zaschas projekt viser på imponerende vis, hvordan vi kan bruge de rette kompetencer på de rette opgaver. Det er en tankegang, vi alle bør tage til os: Hvordan kan vi hele tiden gøre tingene smartere og klogere? Zascha har formået at kombinere robusthed, ressourceoptimering og patienternes behov på en måde, der kan tjene som inspiration for hele sundhedsvæsnet, siger Nathali S. Degn.
Projektet fremhæves især for at balancere mellem ressourceoptimering og patienternes behov samt for at sætte fokus på lighed i sundhed gennem en helhedsorienteret og individuelt tilpasset pleje. Zascha Kongsteds arbejde viser, hvordan sundhedsadministrative koordinatorer kan spille en afgørende rolle i at sikre bedre sammenhæng i patientforløbene.