Mens de politiske forhandlinger om en beskæftigelsesreform med frisættelse og milliardbesparelser nærmer sig en afslutning, bliver det endnu engang dokumenteret, at jobcentrene nyder bred anerkendelse.

For borgernes vedkommende udtrykker mere end 60 procent, at de har været tilfredse eller meget tilfredse med deres forløb i jobcenteret. Det viser den seneste tværkommunale borgerundersøgelse på beskæftigelsesområdet fra KL. Undersøgelsen blev gennemført i efteråret 2024.

Fremdrift og kommunikation

Flere end 23.000 borgere fra et repræsentativt udsnit af kommuner har deltaget i undersøgelsen, der bekræfter borgertilfredsheden fra tidligere tilsvarende undersøgelser.

Undersøgelsen måler blandt andet borgernes oplevelser af deres forløb i jobcenteret, herunder borgernes oplevelser af inddragelse og selvbestemmelse, sammenhæng og fremdrift samt kommunikation med jobcenterets medarbejdere.

Topkarakterer fra virksomheder

Hvad virksomhederne angår, er tilfredsheden med jobcentrene endnu mere udtalt, end det tidligere har været tilfældet, viser KL’s seneste tilfredshedsundersøgelse blandt virksomheder.

Ikke færre end 86 procent af virksomhederne er samlet set tilfredse eller meget tilfredse med jobcenteret igennem forløbet, viser undersøgelsen. Samme høje procentandel vil anbefale et samarbejde med jobcentret til andre virksomheder.

Og 81 procent af virksomhederne er tilfredse eller meget tilfredse med jobcenterets forståelse for virksomhedens behov. Undersøgelsen viser også, at 77 procent af virksomhederne er tilfredse eller meget tilfredse med jobcenterets evne til at finde en kandidat der passede til virksomhedens behov.

Historisk lav langtidsledighed

At den kommunale beskæftigelsesindsats helt overordnet leverer varen, bliver også dokumenteret i en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Analysen viser, at Danmark til trods for en mindre stigning nu har den laveste andel af langtidsledige i hele Europa.

Bare 14 procent af de ledige i Danmark har været uden beskæftigelse i mere end 12 måneder. Det er et historisk lavt niveau.

Efter Danmark finder vi Holland med 16 procent langtidsarbejdsløshed, mens der er 25 procents langtidsledige i Sverige og 29 procent i Tyskland.

Artiklen er opdateret 12. marts 2025