
Overenskomsterne for kontor- og lageransatte er forhandlet i samarbejde mellem HK Handel og HK Privat. Foto: Mads Rydberg Larsen, Dansk Erhverv.
Efter flere forhandlingsomgange er der nu sat underskrifter på HK Handel og HK Privats funktionæroverenskomster med Dansk Erhverv Arbejdsgiver (DEA) og Dansk Industri (DIO II). Overenskomsterne er treårige og dækker kontor- og lageransatte.
Hovedpunkterne i aftalerne er en forhøjelse af fritvalgskontoen fra 9 til 11 procent, 1 procentpoint mere på den arbejdsgiverindbetalte pension, og ret til at anvende fritvalgskontoen til barnets 3. sygedag, børnebørnsomsorgsdage og fri til at tage med nærtstående på fx hospitalet.
- Jeg er rigtig stolt over de aftaler, vi har landet. Vi har leveret på nogle af medlemmernes vigtigste ønsker. Både på lønnen, men også i forhold til fleksibilitet. Derudover indeholder aftalen med Dansk Erhverv et inspirationskatalog, som tillidsrepræsentanter på lagerområdet kan bruge, så det fremover bliver lettere for dem at forhandle lokalaftaler på vegne af deres medlemmer, siger Mette Høgh, formand HK Handel.
Overenskomsterne er satsløse minimallønsoverenskomster, hvilket vil sige, at den konkrete løn i kroner og ører forhandles lokalt på den enkelte virksomhed.
De nye overenskomster indeholder bl.a.:
- Fra i år hæves arbejdsgivers indbetaling til pension med 1 procentpoint, så den samlede pensionsprocent kommer op på minimum 13 procent.
- Arbejdsgivers indbetaling til frivalgskontoen hæves fra 9 til 10 procent i 2026 og fra 10 til 11 procent i 2027.
- Lønstigninger for elever på 11 procent i overenskomstperioden.
- Vederlag på 9000 kr. årligt til arbejdsmiljørepræsentanter, som er medlem af HK.
- Ret til 2 uger mere med fuld løn under barsel. Ugerne er ikke øremærket men til fri fordeling blandt forældrene.
- Ubrugte feriefridage (også kendt som den 6. ferieuge) bliver fremover automatisk udbetalt. På DEA-overenskomsten har man hidtil selv skulle bede om at få pengene udbetalt inden for tre uger, og det er ikke alle, der får det gjort. For ansatte på DIO II gælder reglerne om automatisk udbetaling allerede.
- Inspirationskatalog til forhandling af lokalaftaler på lagerområdet (DEA). På DIO II nedsættes et udvalg, som bl.a. drøfter udviklingen i lønsystemer og ansættelsesformer, omfang og indhold af lokalaftaler og fleksible ansættelsesformer på lagerområdet.