
Signe Viksø Mortensens misbrug af opioider startede for at dække smerter i ryggen. Foto: Privat.
Brugen af opioider er på fremmarch i Danmark. Opioider er stærkt vanedannende og farlige. Det kender tidligere tillidsrepræsentant (TR) Signe Viksø Mortensen alt til.
- Det føles, som om blodet bliver varmet op. Bagefter er jeg helt afslappet. Alt klapper og spiller. Jeg får en kæmpe kærlighed til folk omkring mig. Mit tankemylder forsvinder, alt er nemt og dejligt, siger Signe Viksø Mortensen.
Hør Signes historie på HK Handels arbejdsmiljøkonference
Hun bakkes op af professor i anæstesiologi Eske Aasvang, som har arbejdet med opioider i over 20 år bl.a. gennem forskning.
- Det er som at få et kemisk kram. Det sætter sig på receptorerne og udløser de samme stoffer i hjernen, som et kram fra dine elskede kan, siger Eske Aasvang.
- Vi ville ikke kunne operere så mange mennesker i sundhedsvæsnet uden opioider, for vi har ingen midler, der er lige så effektive i forhold til smerter. Til gengæld har vi heller ingen midler, der er så farlige.
Både Eske Aasvang og Signe Viksø Mortensen mener, vi har brug for en mere åben snak om afhængighed uden skyld og skam, hvis vi skal gøre noget ved problemet.
Startede for at dække smerter
Signe Viksø Mortensen arbejdede som SOSU-assistent på Holbæk Sygehus. Misbruget startede en dag på arbejdet, hvor hun mødte ind til fire sygemeldinger og med smerter i ryggen, hun havde haft siden den seneste graviditet.
- Jeg skulle passe 13 patienter. Pludselig kunne jeg ikke se mig ud af, at en patient kalder og spørger om smertestillende. Jeg tænkte ikke, da jeg hældte pillerne op, jeg handlede bare, jeg tog den skide pille, siger hun.
Opioidet gav hende superkræfter. Hun kom igennem dagen. Langsomt tog misbruget til. Doseringerne blev optrappet, indtil virkningen helt forsvandt. På fire måneder gik hun fra 5 mg til 400 mg Oxynorm.
- Det fik den modsatte effekt. Jeg blev sløv, uoplagt. Overskuddet forsvandt. Alt var noget lort. Jeg ønskede at flygte fra virkeligheden, siger Signe Viksø Mortensen.
En virkelighed for lageransatte
På Coops distributionscenter i Odense har de i ca. 2,5 år haft uanmeldte tests af personalet, hvor eksterne sygeplejersker tester de ansatte for euforiserende stoffer. Ved en positiv test bliver man suspenderet, indtil der foreligger resultat af B-prøven, som sendes til eksternt laboratorium. Svaret kommer normalt inden for ca. 8 dage.
- Vi gør det for at sikre alles sikkerhed. Det er vigtigt, at vi ikke oplever arbejdsulykker, fordi folk har euforiserende stoffer i blodet. Vi har trucks og fodgængere ved siden af hinanden i hallen. Det kan gå frygteligt galt, siger TR Jan Villsen Eshøj.
Ingen har endnu testet positiv for opioider. Der er primært hash, som bliver opdaget. Men Jan Villsen Eshøj understreger, at det også er vigtigt at hjælpe kolleger, der har et misbrug.
- Hvis nogen tager fat i en af os tillidsvalgte, fordi de har et misbrug, så skal de selvfølgelig have hjælp. I samarbejde med ledelsen kan vi starte et behandlingsforløb. Det er et tilbud, vi har gennem vores arbejdsmarkedspension, siger han.
Vi skal snakke åbent om misbrug
Signe Viksø Mortensen ville ønske, hun havde haft nogen at snakke med om sit misbrug, så hun havde fået hjælp, før det kom for langt ud. I stedet endte hun med at blive fyret og meldt til politiet, da misbruget og tyveriet af opioider fra arbejdspladsen blev opdaget.
- Jeg var så bange for konsekvenserne ved at stå frem, at det var nemmere bare at blive ved. Da politiet ransagede mit hjem, var det faktisk en befrielse, for så vidste jeg, at nogen vidste noget. Nu kunne jeg få hjælp. Det var meget ambivalent, siger hun.
- Mit vigtigste budskab er, at vi skal snakke åbent om misbrug. Vi bliver nødt til at have politikker på arbejdspladserne, så folk i misbrug tør at stå frem og kan få hjælp.