Lenette Hangaard, Tanja Wittrup, Louise Højland Pinholt og Sofie Gilberg med legofigurer

Teamkollegerne Lenette Hangaard, Tanja Wittrup, Louise Højland Pinholt og Sofie Gilberg er begyndt at bruge lego som statusindikator. At bygge figurerne er en fed måde at starte dagen på, er de enige om. Foto: Jens Bach

En masse tilbehør til lego-figurer ligger på bordet foran teamkollegerne Tanja Wittrup, Lenette Hangaard, Sofie Gilberg og Louise Højland Pinholt i HR Uddannelse hos Midt- og Vestjyllands Politi. Hver morgen bygger de hver deres lego-figur og sætter den på en plade med en rød, gul og grøn legoklods som en statusindikator for, hvordan de har det, og hvor pressede de hver især er i deres arbejde.

- Det er for nemt bare at sige ”Alt er ok”. Nu bliver vi hjulpet i gang med at mærke efter og tage stilling til sin egen status dagligt. Har jeg for mange arbejdsopgaver. Er jeg for presset? Eller har jeg luft til at kunne hjælpe kollegerne. Hvordan har jeg det egentlig? Er jeg rød, gul eller grøn? Vi får sat ord på, og samtidig er det meget visuelt, forklarer kontorfuldmægtig og fagkoordinator for HR Uddannelse Louise Højland Pinholt, der står bag ideen.

En lego-figur på rød legoklods betyder, at man har rigeligt at se til. Når lego-figuren står på den gule legoklods, er alt ok, men der er ikke plads til store opgaver lige nu. Grøn legoklods signalerer, at det kører fint. Man er klar til nye opgaver.

- Jeg synes, det er rart at have noget visuelt og at kunne tale højt om, hvordan man har det. Det betyder, at vi bedre kan hjælpe hinanden, for vi kan se, hvordan vi hver især har det. Ok, Tanja er gul – hun har god plads, eller Louise er ret presset lige nu. Jeg tænker også mere over, hvordan jeg selv har det, siger politikonsulent Lenette Hangaard.

Det styrker dialogen

HR Uddannelse planlægger al uddannelse for både politibetjente og administrative medarbejdere, så politikredsen har de nødvendige specifikke kompetencer. Kollegerne i teamet, som også tæller kontorfuldmægtig Britt Dueholm Larsen, er enige om, at lego gavner dialogen og samarbejdet i teamet. To gange om ugen tager de en runde, hvor alle giver en status i forhold til arbejdspres, og hvordan man har det.

- Det styrker os som team. Vi møder ikke bare ind og sætter os ved skrivebordet og køre vores egen butik. Vi gør meget ud af, at vi er et team. Vi hjælper hinanden og er nysgerrige på hinanden, og vi ved, hvad vi hver især sidder med. Jeg synes i hvert fald, at vi har en god dialog. Det havde vi også i forvejen, men det her støtter det bare endnu mere, understreger Louise Højland Pinholt.

At få sat ord på i fællesskab skaber psykologisk tryghed og trivsel.

- Vores opsamlingsmøder to gange om ugen er blevet bedre. Man mærker efter – har jeg for travlt, eller har jeg bare travlt. Den måde, vi kan formulere os på, bliver bare bedre. Vi er blevet psykologisk trygge i at kunne sige lige præcis, hvad vi har brug for at sige. Der er ikke nogen, der gemmer noget. Det kræver, at man er åben og ærlig. Det er trygt at være i, og det giver større trivsel, siger kontorfuldmægtig Tanja Wittrup.

Hun synes, at det er et godt værktøj til forebyggelse af arbejdsrelateret stress. Hvis en medarbejder har været på rød i to uger, er det noget, der skal kigges på, for det skal man helst ikke. På den måde hjælper man hinanden og passer på hinanden. Det giver også et bedre overblik, oplever overassistent Sofie Gilberg.

- Nu er jeg forpligtet over for mine kolleger til at skabe et overblik over mine opgaver hver morgen. Det har jeg ikke været god til før. Så det har givet rigtig meget i forhold til at arbejde lidt mere struktureret, fordi jeg får et bedre overblik over, hvor jeg skal starte, og hvor jeg skal slutte, siger Sofie Gilberg.

Fin idé, mener ledelsen

Grundideen er, at det er kollegerne i teamet, der skal bruge det. Men ledelsen kan også have fordel af det, lyder det fra personaleleder og politikommissær René Thrane Pagh.

- Hvis jeg ikke skal snakke med en specifik kollega i HR Uddannelse, kan jeg jo se deres opsætning og henvende mig til den, der har overskud. Jeg tror, at små værktøjer som dette rent faktisk er med til at sikre den trivsel, der gør, at vi er glade for at komme på arbejde. Og at vi er produktive, så vi kommer i mål med opgaverne på en smartere måde. Det her er en fin idé, siger han.

Er du grøn, gul eller rød i dag?

hånd holder legofigur

Tanja Wittrup, kontorfuldmægtig

Jeg er grøn, for jeg synes egentlig, at jeg er godt med på mine opgaver og har overskud til at tage en ny opgave. Samtidig kan jeg godt føle mig lidt låst, så min figur er udstyret med nogle håndjern. Jeg mangler svar på noget, så der er noget, som jeg ikke rigtig kan komme videre med. Der er viden, som jeg ikke har fået, og derfor skal jeg undersøge nogle ting, så jeg har valgt en lup, som symboliserer det.
hånd holder legofigur

Lenette Hangaard, politikonsulent

Min lego-figur står lidt mellem gul og grøn. Og det er, fordi jeg faktisk snart går på barsel. Jeg har klaret de sidste opgaver, og jeg har taget en kuffert med mig, fordi jeg snart pakker mine ting. Og så har jeg valgt en fakkel som symbol på, at der er lys for enden af tunnelen, for jeg er ved at være færdig med de opgaver, som jeg skal løse.

hånd holder legofigur

Sofie Gilberg, overassistent

Min figur står mellem gul og rød, for jeg har rigtig mange ting, der ligger lige nu. Jeg har et flag på, fordi jeg er kommet i mål med en stor opgave. Og så har min kolleger givet mig en medalje, fordi de synes, det er godt arbejde. Men jeg har stadig rigtig meget, og derfor bliver min lego-figur stående mellem gul og rød.

hånd holder legofigur

Louise Højland Pinholt, kontorfuldmægtig og fagkoordinator for HR Uddannelse

Jeg er lige kommet tilbage fra forlænget weekend og er lidt bagud, og derfor er jeg rød i dag. Der er en masse mennesker, som jeg skal snakke med, så min lego-figur har en walkie talkie i hånden. Jeg har udstyret den med en kost, for jeg er ved at rydde op i en masse opgaver. Figuren står med en kop kaffe i hånden, fordi det er mandag. I dag skal jeg hente midler hjem fra Den Statslige Kompetencefond, så derfor har min lego-figur også en pengeseddel.

Foto: Jens Bach