illustration af de forskellige anvendelsesmuligheder af den ekstra pensionsprocnet

Statsansatte kan nu vælge at bruge en del af deres pensionsbidrag på opsparing.

Den 1. april 2025 stiger pensionsprocenten fra de nuværende 15 procent til 16 procent. For enkelte medlemmer primært arbejdsmarkedskonsulenter stiger pensionsprocenten fra 16 til 17 procent. Den ekstra procent kan du sætte ind på en ny opsparingsordning. Det er op til dig, hvad pengene skal bruges til. Opsparingsordningen er fleksibel og minder om en bankbog. Pengene kan hæves til hvad som helst - uforudsete udgifter, bryllup eller børnenes konfirmation. HK Stat kalder den nye ordning fornuftig og en rigtig god idé.

- Jeg synes, vi har ramt skiven i forhold til, hvad medlemmerne efterspørger. Vi hører fra vores medlemmer, at de netop gerne vil have større fleksibilitet og valgfrihed mellem løn, opsparing og pension. Vi har skabt et fundament, som vi kan bygge videre på. Til kommende overenskomstforhandlinger kan vi lægge yderligere procenter oveni, som kan give øget valgfrihed til vores medlemmer. Det her er første skridt, siger Christian Esgaard Christensen, der er chef for forhandling og uddannelse i HK Stat.

Vælg mellem opsparing, løn og pension

Opsparingsordningen vil blive oprettet i tilknytning til pensionsordningen i Sampension. Den er ikke målrettet langsigtet opsparing og får derfor sin egen investeringsprofil med 70 procent globale aktier og 30 procent danske obligationer.

- Den nye opsparingsordning er interessant, fordi medlemmerne kan spare op til andre formål end pension. Men er det meningen, at pengene skal indgå i ens pensionsformue, så kan det være bedre at lade dem blive i pensionsordningen, der allerede er etableret, forklarer kunderelationschef hos Sampension Thomas Corval.

Den ekstra procent af pensionsbidraget svarer i gennemsnit til 210 kroner om måneden i en gennemsnitlig månedsløn, efter at arbejdsgiveren har trukket arbejdsmarkedsbidrag og skat. Det er ca. 2.500 kroner om året. Din indbetaling til opsparingsordningen har du ikke fradrag for. Til gengæld er den skattefri ved udbetaling. Når du flytter dine penge over på denne opsparingsordning, vil din arbejdsgiver øge beløbet, der beregnes arbejdsmarkedsbidrag og skat af.

Den nye opsparing blev aftalt ved OK24 og træder i kraft 1. april 2025. Du kan også vælge at få den ekstra procent i pensionsbidraget udbetalt som løn. Hvis man ikke gør noget, vil beløbet som standard blive indbetalt til pensionsordningen. Én gang om året kan du træffe et valg, om du vil have beløbet sat ind på denne nye særlige opsparingsordning, indbetalt på din pensionsordning, eller udbetalt som løn.

Proceduren for, hvornår og hvordan du kan foretage dine valg mellem pension, løn eller opsparing, skal I beslutte og tilrettelægge på din arbejdsplads.

Sådan får du en opsparingsordning

  • Vælg, at den del af det overenskomstaftalte pensionsbidrag, som overstiger 15 procent, skal sættes ind i den nye opsparingsordning.
  • Henvend dig til din arbejdsgiver og bed om at få denne del af pensionsbidraget indbetalt til opsparingsordningen i dit pensionsselskab.
  • Læs her, hvis du vil vide mere om opsparingsordningen, som i Sampension hedder ’Fri opsparing’