Bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv, mere på pensionen - og de kommende generationer. Der er mange ting, som spiller ind, når vi stemmer om overenskomsten og afgør, om den skal vedtages.
Vi har spurgt tre HK Privat-medlemmer, hvilke overvejelser de gør sig om at stemme, og hvad der er afgørende for, hvor de sætter deres kryds.
Min datter skal også kunne sige ja til aftalen

Helene Nørregaard Pedersen, 26 år, juniorkonsulent i Energinet, Fredericia.
Hvorfor stemmer du?
Jeg stemmer, fordi jeg gerne vil have indflydelse på de forhold, jeg arbejder under.
Hvad er afgørende for, hvor du sætter dit kryds?
Frihed og fleksibilitet fylder. For mig er det afgørende, at aftalen bidrager positivt både til min nuværende livssituation med to små børn og til min livssituation frem mod, jeg skal på pension. Den skal kunne dække alle livets faser på arbejdsmarkedet. Jeg tænker også på de næste generationer. Jeg har en datter på snart 3 år, og jeg tænker lige så meget på, om hun kan sige ja til aftalen.
Presset skal fjernes fra børnefamilierne

Alan Klitgaard, 33 år, sælger på Andel Energi, Svinninge.
Hvorfor stemmer du?
Jeg stemmer, fordi det er vigtigt. Det er en demokratisk ret, vi har. Ligesom når vi går til folketingsvalg. Så hvis du gerne vil stemple ind i debatten, må du også stemme, uanset om du stemmer ja eller nej. Hvis man vil have brokke-retten, skal man også have stemt.
Hvad er afgørende for, hvor du sætter dit kryds?
En øget fleksibilitet og bedre mulighed for at kunne tilrettelægge min arbejdsdag, betyder meget for mig - især som forælder. Og det synes jeg er tænkt ind i den nye overenskomst, som vi skal stemme om.
Barns 3. sygedag og to omsorgsdage til bedsteforældre er med til at fjerne lidt af presset fra børnefamilierne og anerkender samtidig, at bedsteforældre i dag bliver længere tid på arbejdsmarkedet.
Jeg mærker efter, hvad der betyder noget for mig

Aire Aarup, 48 år, laborant på Arla Foods, Videbæk.
Hvorfor stemmer du?
Man skal stemme for at blive hørt. Så jeg stemmer hver gang.
Hvad er afgørende for, hvor du sætter dit kryds?
Jeg læser aftalen igennem og mærker efter, hvad der betyder noget for mig. Jeg følger som regel anbefalingen fra HK og taler med min tillidsrepræsentant om det. Jeg har tillid til hende, så hvis hun siger ja, siger jeg også ja. På andre arbejdspladser har jeg talt med kolleger om, hvad vi synes er godt for os i aftalen.
Hvad vægter højest for dig i aftalen nu?
I øjeblikket er der ikke noget, som vægter højere end andet. Jeg har store børn. Men jeg tror, at pensionen fremover kommer til at fylde mere for mig, fordi jeg snart er 50 år. Så det er godt, at der er kommet en procent mere på pensionen.