
Siden Aula blev udrullet i 2019, har kommunikationsplatformen været udsat for hård kritik, bl.a. i en undersøgelse fra Skolelederforeningen.
Kombit har nu gennemført en stor tilfredshedsanalyse af Aula blandt brugerne, dvs. forældre, lærere, skoleledere og administrativt personale. Cirka 10.500 har svaret. Kommunalbladet har hos Kombit fået lavet en særkørsel med svarene fra godt 700 skolesekretærer/administrative medarbejdere på skoler.
Overordnet er tilfredsheden okay, idet 58 procent er enten tilfredse eller meget tilfredse med Aula.
Og det er en stigning på 14 procentpoint fra sidste år.
Passende mængde beskeder på Aula
I rapporten er der også spurgt til tilfredsheden med en række funktionaliteter og opgaveløsninger.
Her er der størst tilfredshed med ”at svare på forældres henvendelser” og ”at skrive ud om praktiske ting”, hvor det at dele fotos, beskrivelser fra hverdagen o.l. møder størst utilfredshed – ligesom det også er ret besværligt at genfinde tidligere opslag og tidligere beskeder.
80 procent mener også, at de modtager en passende mængde beskeder via Aula.
Der er også en generel oplevelse blandt flertallet, at retningslinjer for brugen, herunder tonen, bliver efterlevet.
Cirka hver fjerde oplever dog af og til, at der gøres brug af en hård tone fra forældrene.
Læs hele særkørslen her (PDF-fil).