Pressemeddelelse
Randers den 31. marts 2025

Mathias Hybertz Jensen og Stine Vium Pedersen er klar til at modtage kunderne i Finderiet.
Finderiet dækker over et populært genbrugsvarehus i Randers, en webshop, et værksted og de samarbejder med Strømmen om uddannelse af STU-studerende – altså unge, der har brug for en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse. Dermed skaber de arbejdspladser og muligheder for borgere med nedsat arbejdsevne.
De bedste år
19-årige Mathias Hybertz Jensen er STU-studerende på 2. år og har været i butikken i 1 ½ år, og han siger uden at tøve, at det har været de bedste 1 ½ år i hans liv.
- Jeg er så glad for at være her. Jeg kan godt li’ at hjælpe kunderne, og man kan være sig selv her. Det er så rart, at man har ansvar og kan gøre ting selv – og få hjælp af nogle erfarne kollega-er, hvis man lige har brug for det. Jeg har også fået meget mere overskud og energi af at være her og mødt nogle virkelig gode venner, fortæller Mathias Hybertz Jensen.
Noget at stå op til
Hans kollega, Stine Vium Pedersen på 21 år, er enig i, at Finderiet er et dejligt sted at arbejde. Stine Vium Pedersen er også 2. års STU-studerende og har været i butikken i fire måneder.
- De voksne her er supersøde ved os og tænker rigtig meget på os elever. Jeg har slet ikke oplevet det sådan før, og jeg er også virkelig glad for at kunne hjælpe kunderne. Jeg har virkelig lyst til at møde herude. Jeg har noget at stå op til, og jeg vil rigtig gerne være herude og lave noget, fortæller Stine Vium Pedersen.
Alle kan donere
Det er ikke blot privatpersoner, der kan komme med donationer til Finderiet – det er også virksomheder og organisationer, og i dag modtager Finderiet en større donation fra HK Østjylland, som i forbindelse med flytningen til nye lokaler i Randers donerede overskydende kontormøbler og inventar.

Værkstedsleder og butikschef hos Finderiet, Stefan K. Sørensen er ved at tømme en flyttebil.
En donation skaber mening
Lidt over 11 kommer den første af to flyttebiler med donationen, der vækker glæde hos værk-stedsleder og butikschef hos Finderiet, Stefan K. Sørensen, der siger:
- De donerede møbler og inventar vil få nyt liv hos os og bidrage til vores arbejde med at skabe meningsfuld beskæftigelse for vores medarbejdere i fleks- og skånejob. Vi opfordrer også andre virksomheder og private til at overveje, hvordan deres overskudsting og -møbler kan komme andre til gode, og alle er velkomne her på Grenåvej 19 i Randers alle ugens dage.
Mod på mere
For Mathias Hybertz Jensen har tiden hos Finderiet givet ham mod og en drøm om at arbejde i en dagligvarebutik – en drøm som Stine Vium Pedersen deler med ham, dog gerne på en måde, hvor hun kan bruge tysk, som hun er meget glad for.

Bent Klim Johansen, formand for HK Stat Østjylland
Et arbejdsmarked med plads til alle
Som fagforening har HK Østjylland en stærk tradition for at støtte initiativer, der bidrager til et rummeligt arbejdsmarked. Formand Bent Klim Johansen fra HK Østjylland, udtaler:
- Finderiet gør en fantastisk indsats for at styrke mennesker med nedsat arbejdsevne. Vi er stolte over at kunne støtte deres arbejde ved at donere til et godt formål og samtidigt gøre noget godt for miljøet. Vi ønsker naturligvis også at bakke op om, at alle unge kan få en god start på arbejdslivet, og STU er en rigtig god løsning til de unge, der har særlige udfordringer. Alle skal kunne være dem, de er, på deres arbejde, og det glæder mig meget at høre Mathias og Stines oplevelse af at kunne være dem selv hos Finderiet.

Stefan K. Sørensen håber på en nominering
Byens Bedste?
Finderiet håber i øvrigt at blive nomineret i Randers Amtsavis’ kåring af Byens Bedste i kategorien Byens Grønneste Initiativ.
Mere information
- Finderiet, Stefan K. Sørensen, 2943 0148, finderiet.dk
- HK Østjylland, Bent Klim Johansen, mobil 2434 3220, billede:
hk.dk/omhk/afdeling/oestjylland/om-hk-oestjylland/presse/bent-klim-johansen
