
Selv om der næsten er et år til næste overenskomstforhandling, er det nu, at alle HK Stats medlemmer har mulighed for at byde ind med ønsker til deres kommende arbejdsliv.
Det vil ske ved, at HK Stat tirsdag den 8. april sender en mail til hvert enkelt medlem med invitation til at udfylde et spørgeskema.
Skemaet vil indeholde en række emner, som man skal prioritere i forhold til, hvad der er vigtigst i ens arbejdsliv. Man kan også supplere med forslag til konkrete krav i et fritekstfelt.
Måske vil nogle af dine medlemmer tro, at der er tale om en spam- eller phishing-mail. Hvis, er det vigtigt, at du fortæller dem, at de roligt kan åbne og svare på mailen. Har du medlemmer, som mener, at de ikke har modtaget mailen, kan du bede dem om at kigge efter i deres mailprograms spamfilter. Mailens emnelinje er ”Hvad skal vi kræve, når overenskomsten skal fornys i 2026?” og afsenderadressen ender på @survey.hk.dk.
Har du HK-kolleger på arbejdspladsen, som har planer om at melde sig ind i HK Stat eller har gjort det for nylig, vil de få mailen med spørgeskemaet i begyndelsen af maj eller juni, alt efter indmeldelsestidspunktet. Fristen for at svare er 6. juni. Herefter vil HK Stats bestyrelse forholde sig til alle medlemmernes ønsker og vælge dem ud, som HK Stat vil stille som krav ved overenskomstforhandlingerne i foråret 2026.
Du kan læse mere og se forløbet over OK26 på hk.dk/stat/ok26.