Tegning af indkøbsvogn med en masse små mennesker omkring den.

De private lønmodtagere forventes at kunne putte mere i indkøbsvognen i 2025.

Lønningerne er steget 4,4 % på det private arbejdsmarked målt på det seneste kvartal. Det viser ”lyntallet” fra Dansk Arbejdsgiverforening, som blev offentliggjort den 1. april. Lyntallet viser den forventede lønudvikling inden for et år. Det udkommer ved afslutningen af hvert kvartal.

Inden for det seneste år er forbrugerpriserne steget cirka 2,0 %. På bundlinjen kan danske lønmodtagere se frem til en reallønsfremgang, fordi lønnen stiger mere end udgifter til mad, husleje, transport osv.

Lyntallet, som bygger på indberetninger om lønomkostninger fra virksomhederne, skal dog tages med et lille forbehold. Det kan blive justeret lidt, når alle indberetninger er blevet tjekket igennem. Men kigger man på tidligere lyntal, er der ikke den store forskel på dem og det endelige tal for lønudviklingen.

Fornuftig udvikling trods Trump

- Selvom der kun er tale om foreløbige tal, så er jeg overbevist om, at vi kommer til at se en fornuftig lønudvikling i år. Det tilsiger den økonomiske udvikling i Danmark. Selvom der er en vis politisk uro på grund af Trump, så tjener virksomhederne fortsat godt, og der er et pres på beskæftigelsen, siger Kim Jung Olsen, formand for HK Privat.

Lyntallet viser en forventet stigning på 4,9 % til de timelønnede og 3,9 % til funktionærerne. En del af forklaringen er, at en større andel af de timelønnede arbejder på skæve tidspunkter og dermed modtager tillæg, hvilket bidrager til den højere lønstigning.

- Men det er ikke hele forklaringen, og jeg kan ikke se nogen grund til, at der skal være en forskel i de procentvise lønstigninger mellem de to grupper. Derfor skal vi fortsætte det systematiske lønarbejde og bruge de værktøjer, vi har i overenskomsterne. Det gælder bl.a. præciseringen af retten til en lønsamtale fra OK25, som vi forventer bliver stemt hjem, tilføjer formanden.

Det endelige tal for lønudviklingen forventes at være klar om cirka halvanden måned.