Skældud foran patienter, latterliggørelse, fysiske skub og rap over nallerne. Sådan ser arbejdsdagen desværre ud for alt for mange tandklinikassistenter.

Det psykiske arbejdsmiljø på tandklinikkerne er under pres. Det fortæller Dan Kirkel, formand for HK Privat Sydjylland, som nu sætter handling bag ordene med en omfattende arbejdsmiljøaktion.

– Vi hører igen og igen om tandklinikassistenter, der bliver behandlet dårligt af deres arbejdsgiver, sågar foran patienter. Det er fuldstændig uacceptabelt. Alle har ret til en tryg arbejdsplads, siger Dan Kirkel.

HK Privat Sydjylland har netop sat gang i en kampagne, der skal synliggøre problemet og styrke arbejdsmiljøet på tandklinikkerne. I den kommende tid vil lokalafdelingen besøge 182 tandklinikker i Syd- og Sønderjylland, hvor vil de uddele nøgleringe og informationsmateriale til klinikassistenter, så de ved, hvem de kan kontakte, hvis de oplever problemer. Kampagnen bliver understøttet af videoer på sociale medier og kører frem til slutningen af maj.

 

Tandlæge kastede instrument mod assistent

Én af dem, der har oplevet det problematiske arbejdsmiljø på egen krop, er klinikassistent Fatme Pashova.

- Jeg har mødt mange udfordringer i mit arbejdsliv, som har påvirket min arbejdsglæde. Jeg er blevet forskelsbehandlet og skældt ud foran kolleger og patienter. Engang rakte jeg en tandlæge et instrument, som han ikke mente, var det rigtige, og så kastede han det bogstaveligt talt tilbage i hovedet på mig, fortæller Fatme Pashova.

Hun har valgt at medvirke i HK Sydjyllands kampagne, fordi hun ved, at rigtigt mange tandklinikassistenter oplever de samme ting, og hun vil vise dem, at de både har adgang til fagligt fællesskab og handlemuligheder.

 

Falder fra allerede i elevtiden

Arbejdsmiljøproblemerne begynder ofte allerede under uddannelsen. En undersøgelse viser, at omkring halvdelen af alle elever på tandklinikassistentuddannelsen falder fra, typisk efter at have været i praktik. Af dem, der overvejer at stoppe midtvejs i uddannelsen, angiver 41% stress som en af hovedårsagerne, mens 26% er utilfredse med deres læreplads.

– Mange af de faglige sager, vi har på tandklinikkerne, handler om hård og nedladende tone fra tandlægerne. Det psykiske arbejdsmiljø halter, og det har store konsekvenser både for dem, der allerede arbejder som klinikassistenter, og for rekrutteringen til faget, siger Dan Kirkel.

HK Privat Sydjylland opfordrer arbejdsgivere til at tage arbejdsmiljøet alvorligt og opfordrer klinikassistenter til at række ud, hvis de har brug for hjælp.