Alle HK MidtVests sektorformænd holdt et kort oplæg om året der gik fra deres sektor. Temaerne for aftenen var blandt andet stress og trivsel, AI’s indflydelse på vores arbejdsliv, Uddannelsesreformen, Beskæftigelsesreformen, og hvordan verdenssituationen påvirker vores liv og arbejdsliv.
2024 blev året, hvor HK MidtVest officielt lancerede sin egen ungdomsafdeling, da HK Ungdom MidtVest i efteråret så dagens lys. HK Ungdom MidtVests forperson, Nikolaj Rosenkilde Kølbæk, var også på talerstolen og fortælle om deres første år, hvor de unges indflydelse på fagforeningen er øget.
Næstformand fra HK Danmark, Mads Samsing, kiggede forbi og fortalte om HK’s mærkesager set fra hans stol, og vi hørte om hans tanker for formandskabet, som han stiller op til i november 2025.
Kontorchef for HK MidtVest, Torben Dreyer, gennemgik årsregnskabet for 2024.
Vi skal mindske stress og øge trivslen
Et af de allerstørste emner på dagsordenen i 2024 var stress. Og det er med god grund, for hver eneste dag mangler vi 55.600 fuldtidsbeskæftigede kolleger på arbejdet, fordi de er sygemeldt med stress. Det svarer til alle indbyggere i Ringkøbing-Skjern Kommune (kilde: dst.dk), fortalte Inger Toft Stranddorf i årets beretning.
Det betyder et samfundsmæssigt velstandstab på 55 mia. kr. årligt. Det har alt for store økonomiske og menneskelige konsekvenser. HK var med til at sætte stort fokus på stress i 2024 med en stor landsdækkende kampagne med blandt andre Jacob Mark, Ida Auken og Lena Smed, TR i Skive Kommune og næstformand for HK Kommunal MidtVest, som alle har markeret sig i kampen mod stress.
I 2024 fremlagde HK 15 konkrete forslag til at bekæmpe stress før, under og efter. Og arbejdet fortsætter med at være et stort fokuspunkt for HK i 2025.
AI og fremtidens arbejdsmarked
Kunstig intelligens er begyndt at tage fart og mulighederne udfolder sig, samtidigt med, at vi finder praktiske og konkrete måder at anvende det, i vores arbejdsliv i de forskellige brancher.
Eksemplerne spænder fra chatbots, der skal give borgere hurtigere svar, til løsninger, der kan assistere medarbejdere i opgaveløsningen.
Denne udvikling skaber både nye muligheder og udfordringer. Det er vigtigt, at vi forbereder os på at navigere i en fremtid, hvor AI spiller en stadig større rolle i arbejdsmarkedet, understregede Inger.
Hun kom også med en opfordring til medlemmerne:
”Jeg vil gerne opfordre til, at du som HK’er er åben over for den nye teknologi, og er villig til at tilegne dig færdigheder i at bruge de nye redskaber, der byder sig. Efterspørg gerne efter- og videreuddannelse, så du holder dig opdateret. Vær nysgerrig, og sig ja, hvis du får tilbudt at være med i en arbejdsgruppe, eller en konkret opgave eller projekt.
Fokus på reformer og et stærkt samlet HK
Mads Samsing, fulgte i sin tale op på aftenens temaer, og lagde vægt på, at vi er et HK – det er en af vores store styrker:
”Vi er samlet 212.000 medlemmer, som taler på tværs, og det giver en stor styrke i politiske interessevaretagelse."
Derudover kom Mads ind på, at vi skal bygge et stærkt HK i fremtiden, og vi er allerede er i fuld gang med den opgave. Blandt andet ved, at vi i HK i 2024 indførte solidarisk kontingent og en lønsikring, som dækker alle. Det er enormt stærkt, og helt konkrete faktorer, som gør et mere gennemskueligt, fremhævede Mads.
Han understregede også vigtigheden i tillidsrepræsentanternes arbejde ude på arbejdspladserne, og medlemmernes dagligdag ude på arbejdspladserne.
Derudover satte både Inger og Mads beskæftigelses- og uddannelsesreformen i fokus, og understregede at fokus fortsat er på stressdagsordenen, det gode arbejdsmiljø, tryghed, og at vi skal arbejde for gode jobs.
Vi er allerede i fuld gang med et spændende 2025. Har du input til, hvad der rør sig i dit arbejdsliv, og hvad der er vigtigt for dig, så er du altid velkommen til at kontakte os.