
Formand for HK Forsvarets Landsklub Tina Pihl Tingberg overrakte i april det nye katalog til forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V). Hun takker de mange medlemmer, som har medvirket i den nye folder.
Der er brug for alle faggrupper og et tæt samarbejde mellem civile og militære for at løse de enorme opgaver, Danmarks forsvar og beredskab står overfor. Og HK’erne er klar til at bidrage.
Sådan lyder det klare budskab i en ny folder, som HK Stat har udarbejdet for at sætte fokus på medlemmernes vigtige arbejde i forbindelse med genopretningen af det danske forsvar.
Formand for HK Forsvarets Landsklub Tina Pihl Tingberg overrakte den nye folder til forsvarsminister Troels Lund Poulsen på et møde 24. april. I den nye udgivelse kan ministeren møde afdelingslederen Christina fra FMI i Ballerup, sikkerhedsrådgiveren Susan fra Hjemmeværnskommandoen i Vordingborg, ejendomsmægleren Steen fra Etablissement- og Terrænkommandoen i Hjørring, i alt 15 HK-ansatte – og læse om nogle af de opgaver, de løser i samarbejde med deres kolleger.
Folderen kommer i anledning af, at regeringen har besluttet at ansætte 5.000 flere i forsvaret frem mod 2033.
HK-ansatte løser mange vigtige opgaver i forsvaret. Fælles for dem er, at de meget ofte er fagspecialister på deres område og løser driftsopgaver side om side og i tæt samarbejde med militært ansatte. Samtidig er HK-ansatte en vigtig del af indsatsområder som cybersikkerhed og cyberforsvar.
Skal genopretningen lykkes, er det vigtigt at prioritere støttefunktionerne og sætte de rette kompetencer til at løse de rette opgaver, siger Tina Pihl Tingberg, der er landsklubformand for de HK-ansatte i forsvaret.
Soldater og officerer fylder forståeligt nok det meste i mediernes omtale, men det er vigtigt at huske alle faggrupper og styrke støttefunktionerne, hvis den storstilede genopretning og oprustning skal lykkes, påpeger Tina Pihl Tingberg.
Læs folderen: "Et godt forsvar kræver sine HK'ere"
Med regeringens beslutning om at ansætte 5.000 flere, vil forsvaret gå fra at have cirka 23.000 stillinger til mere end 28.000 faste årsværk frem mod 2033. De 5.000 ekstra ansatte vil både være soldater og civile, lyder det fra regeringen og forsvarstoppen.
Antallet af nyansættelser sker i alle regioner i Danmark. Nordjylland får 1.250 nye faste årsværk. Midtjylland 750. Syddanmark 650, og Sjælland 750. Region Hovedstaden får 850 nye faste årsværk, skriver DR.
Derudover stiger antallet af værnepligtige i forsvaret i samme periode til 6.500. I 2024 var antallet ifølge Forsvarsministeriet 4.679. I første omgang skal forsvaret dog fokusere på den store opgave, der ligger i at omlægge værnepligten til en 11 måneder lang uddannelse for de mange unge kvinder og mænd, der aftjener.
Læs mere på dr.dk: Ny hærplan øger antallet af ansatte med 5.000 og opretter regiment på Bornholm