
Stress er mest udbredt på de kommunale arbejdspladser. Det viser en ny analyse fra Konsulenthuset Ballisager, der har spurgt mere end 2.000 lønmodtagere, om de føler sig stressede på arbejde.
23 procent af de kommunale medarbejdere føler sig ofte stressede, viser analysen. I regionerne er andelen 18 procent, mens der er 15 procent af de ansatte i mindre, private virksomheder, der angiver, at arbejdet jævnligt gør dem stressede.
Sidste år lå læger, lægesekretærer og andre regionalt ansatte øverst på stressbarometret, men har ifølge DK Nyt oplevet et fald på fem procentpoint fra 2024 til i 2025.
Omvendt er andelen af stressede kommunale medarbejdere steget med syv procentpoint i løbet af det seneste år.
Reformbølge stresser
Den øgede andel af stressede medarbejdere i kommunerne skyldes ifølge Morten Ballisager, der er bestyrelsesformand for Konsulenthuset Ballisager, at kommunerne har reformer ’hængende over nakken’ på alle mulige områder.
- Vi har en regering, der prøver at markere sig på at lave den her reformbølge. Det efterlader medarbejderne med en følelse af at være en brik i et politisk spil, og det er enormt utryghedsskabende for dem, der sidder og arbejder med tingene, siger bestyrelsesformanden til DK Nyt.
Besparelser giver utryghed
En anden væsentlig forklaring på, at det i år netop er de kommunale medarbejdere, der døjer mest med stresssymptomer, er ifølge Morten Ballisager de varslede besparelser på for eksempel beskæftigelsesområdet.
- De nederste i hierarkiet er mest utrygge, fordi de har mindst indflydelse på situationen. Derfor har lederne en stor kommunikationsopgave foran sig for at sikre, at medarbejderne får svar på de spørgsmål, de må sidde med, lyder det fra Morten Ballisager i DK Nyt.