
Da politiet onsdag i sidste uge affyrede skud mod en 70-årig mand foran Sorø Rådhus, var mange HK’ere på arbejde – tæt på hændelsen. Det har sat sine spor.
Fællestillidsrepræsentant Susan Nilsson fortæller, hvordan det har været at stå i situationen og arbejde for kollegernes tryghed.
- Der var både chok og uvished i starten. Nogle havde siddet med vinduerne ud mod den sti, det skete på. Så det var vigtigt, at få dem væk og være til stede og tage hånd om dem, der havde brug for støtte, siger Susan Nilsson.
Kort efter hændelsen trådte kommunens kriseberedskab i kraft. Her havde både ledere, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanterne en vigtig rolle i at sikre kontakt, ro og overblik.
- Vi fik hurtigt kontakt med ledelsen og fik sat gang i krisehjælp. Der var krisepsykologer på rådhuset inden for en halv time. De var her også hele den efterfølgende dag. Vi sørgede også for, at alle fik mulighed for at tale ud – både én til én og til en fælles debrief, fortæller Susan Nilsson.
Enkeltstående tilfælde
Medarbejderne på kommunen kendte udmærket godt borgeren, der blev skudt, men føler ikke, at hans angreb var direkte rettet mod enkeltpersoner, men en magtesløshed generelt.
- Han er en stakkel, som vi desværre ikke kan gøre noget for herfra, men det er min klare overbevisning, at alle medarbejdere ser hændelsen som en enkeltstående hændelse. Det er ikke fordi, vi går rundt og er utrygge eller nervøse over, om det skulle ske igen, forklarer hun.
Susan Nilsson understreger dog, at ledelsen straks er gået i gang med at se på, hvordan man kan undgå noget lignende, og hun påpeger, at der allerede er noget praktisk omkring flugtveje, der skal strammes op på.
- Det vigtigste er dog, at ledelsen virkelig var på pletten, og at vi alle følte os virkelig passet på, lyder det fra fællestillidsrepræsentanten.