Formand for HK Kommunal, Lene Roed og formand for Danske Sundhedsadministratorers Landsforening, Nathali Degn. Foto: Tom Ingvardsen

Med økonomiaftalen får regionerne et velkomment løft. Mindre meningsfuldt er det, at man endnu engang skærer på de administrative kompetencer, der i form af blandt andet lægesekretærer skal føre sundhedsreformen sikkert i land.

Det mener HK Kommunals formand, Lene Roed, om den netop indgåede aftale mellem finansministeren og Danske Regioner om næste års regionsøkonomi.

Aftalen betyder blandt andet, at regionernes økonomi løftes med brutto 2,4 milliarder kroner i 2026. Men herfra skal trækkes en aftalt besparelse på ’administration’ på godt 100 millioner kroner.

Det er nu ifølge HK Kommunals formand op til den enkelte region og de enkelte sygehuse at forvalte den nye besparelse på administrationen.

Sundhedsadministration er nøglen

Hun ser i den grad frem til, at man ikke ude omkring udmønter besparelsen ved at skære på de sundhedsadministrative kompetencer, der er nøglespillere i visionen om at skabe et borgernært sundhedsvæsen

- For vores dygtige sundhedsadministrative koordinatorer og lægesekretærer er på mange måder dem, der skal følge de mange sundhedsreformer til dørs. Der skal planlægges, omlægges arbejdsgange, opdateres it-systemer og alt det andet, der følger med, når visionerne skal føres ud i livet, siger Lene Roed.

I alle tilfælde er det ifølge Lene Roed helt afgørende at benytte sig af professionelle sundhedsadministrative kompetencer, der kan bevare overblikket på tværs af aktører og sikre, at patienternes forløb hænger sammen.

Bedre arbejdsdeling

I Danske Sundhedsadministratorers Landsforening (SAL) glæder formand og lægesekretær, Nathali Schaap Degn, sig også over de nye penge til sundhedsvæsenet. Men hun understreger, at sygehuspersonalet i forvejen løber rigtig stærkt, og at der er brug for nye tiltag, der kan mindske manglen på medarbejdere.

- Alle bør være sig meget bevidste om, hvilke faggrupper man bruger til de forskellige opgaver. Sagen er jo, at mange administrative opgaver i dag løses af blandt andre læger og sygeplejersker. Det er mildest talt ikke en optimal udnyttelse af vores forskellige fagligheder. Det giver dårlig mening, når man tænker på den mangel, der er på blandt andet læger og sygeplejersker, siger Nathali Schaap Degn.

Sundhedsvæsnet har ifølge SAL’s formand brug for en bedre arbejdsdeling, så det behandlende personale kan få frigjort nødvendig patienttid.

- Lader man lægesekretærer og sundhedsadministrativt personale løse de nødvendige koordinerende opgaver, sikrer man også, at de administrative opgaver bliver løst mere effektivt og med en høj kvalitet, siger Nathali Schaap Degn og fortsætter:

- Vi kan på professionel vis garantere patientsikkerheden og sikre den røde tråd i et stadig mere komplekst sundhedsvæsen på tværs af sektorer og faggrupper. De kompetencer er ikke mindst vigtige i en tid med store reformer.

Artiklen er opdateret 02. juni 2025