Sure kunder overfuser kassemedarbejder

HK Handel har undersøgt arbejdsmiljøet i butikkerne. Vi har bl.a. set på, om der er nogen steder, hvor kunderne er særligt slemme.

”Sådan noget sker kun inde i København”. Det er tit reaktionen fra folk uden for handelsbranchen, når vi i HK Handel fortæller om problemet med kunder, der overfuser medarbejdere.

Derfor satte vi os for at undersøge, om den teori nu også holder, og svaret vil uden tvivl overraske nogle.

Vores nye arbejdsmiljøundersøgelse viser nemlig, at det i mindst lige så høj grad er kunderne i Nordjylland, der taler grimt. Her kan du se, hvor mange handelsansatte på kontor, lager og i butik, der har svaret, at de inden for de sidste 12 måneder har oplevet at kunder taler grimt eller nedsættende til dem:

1. Region Nordjylland – 81%
2. Region Hovedstaden – 80%
3. Region Sjælland – 80%
4. Region Syddanmark – 79%
5. Region Midtjylland – 74%

Forskellene er ikke statistisk signifikante. Det vil altså sige, at kunder i det store hele er lige slemme landet over. Det samme gælder, når man sammenligner mindre byer med større byer.

I HK Handel kæmper vi for, at problemet med kunder bliver taget alvorligt af både politikere og arbejdsgivere. De nye tal viser, at det er noget, der bør tages alvorligt, uanset hvor i landet du kommer fra.