Foto: Mostphotos

- Jeg kan sove, når jeg bliver gammel, lyder en gammel kliché. Og tidligere kunne man høre folk prale med, at de kun sov fem timer om natten. Viljestyrke og motivation kunne tilsyneladende kompensere for søvn. De macho-tider er forbi. I dag er god nattesøvn sund fornuft og nærmest øverst på skamlen, når det gælder fysisk og mental sundhed. Hjernepauser er søvnens fleksible fætter, der på samme måde er fundament for både sundhed og funktionsevne. Sådan fortæller Pia Hauge, der er forfatter til bogen Pause Power.

– Tidligere pralede folk af, hvor lidt de sov. Men i dag ved vi, hvor vigtig søvn er, og på samme måde skal vi lære at værdsætte hjernepauser. De giver dig simpelthen den mentale energi, du har brug for, fortsætter Pia Hauge.

Hjernepauser er afgørende, fordi de forebygger stress, udbrændthed, langtidssygemeldinger, konflikter og fejl. Samtidig øger de koncentrationen, styrker læringen og gør arbejdspladsen bedre.

Kvalitet frem for kvantitet

En god hjernepause handler ikke nødvendigvis om at holde lange pauser. Det vigtigste er, hvordan du bruger pausen.

– En god hjernepause er, når du ikke stiller store krav til din hjerne. Hvad det så er, er forskellige fra person til person fortæller Pia Hauge.

Bevægelse, grin eller praktiske ting, du nyder, er fremragende eksempler på gode hjernepauser, fordi det kan give ekstra energi at gøre noget, der føles meningsfuldt og glædesfyldt, siger Pia Hauge.

Derfor er du træt efter arbejde

Føler du dig helt udmattet ved fyraften? Det skyldes ofte, at opgaver, der kræver fokus, beslutninger og problemløsning, trækker kraftigt på din hjerne.
– En effektiv pause genoplader din hjerne. Du oplever bedre fokus, bedre beslutninger og bliver mere kreativ. Alligevel springer mange mennesker pauserne over, især når man har travlt, og man i virkeligheden har mest brug for dem, siger Pia Hauge.

Hun forklarer, at man hurtigt mærker effekten, når man holder de rigtige pauser.

– Pauser kan skabe mere glæde, kreativitet og produktivitet på jobbet. Så vent ikke med at prioritere pauserne, til du bliver gammel, siger Pia Hauge.

Fire pausefælder – og hvordan du undgår dem

Pia Hauge har udviklet fire centrale pausebegreber, der er gode at kende til, hvis du vil ændre pausekulturen på din arbejdsplads.

Pauseparadokset:

Jo mere stresset du er, jo mere tilbøjelig er du til at springe pauserne over. Men faktisk er det netop her, du har mest brug for dem. Gør det til en regel at tage en kort pause, når presset er stort.

Pauseskam:

Hvis du oplever, at pauser ikke bliver accepteret på arbejdspladsen, kan du føle skyld ved at tage dem. Snak åbent om værdien af pauser med kollegaer, så I sammen kan skabe accept omkring nødvendigheden af at hvile hjernen.

Puttepauser:

Hvis du gemmer dine pauser, så de ligner arbejde, er det ofte et tegn på manglende accept af pauser. Vær modig og synlig med dine pauser – fx ved at tage en kort gåtur eller holde en lille pause sammen med en kollega.

Pseudopauser:

Små pauser, hvor du tjekker telefonen eller klarer private ærinder online, ligner pauser – men de dræner faktisk hjernen mere end de oplader den. Prøv at tage rigtige pauser, hvor du fx går væk fra skærmen og laver noget helt andet.