For 2 ud af 3 HK Stat-medlemmer er sikring af reallønnen det højest prioriterede ønske, når overenskomsten skal fornyes i foråret 2026. De fremgår af et spørgeskema, som næsten en fjerdedel af medlemmerne har svaret på i perioden 7. april – 6. juni 2025.

Det er første gang, HK Stat har indsamlet ønsker direkte fra de enkelte medlemmer, og det har givet et omfattende indblik i, hvad der er vigtigt i den enkeltes arbejdsliv. Den nye metode har givet 4 gange så mange bidrag, som ved OK24.

- Jeg vil gerne sige stor tak til hver af jer, der har bidraget til vores indsamling af ønsker. Vi står nu med et særdeles solidt materiale, der kan danne grundlag for de krav, HK Stats sektorbestyrelse vil udvælge og sende videre til den statslige arbejdsgiver. Det stiller os samtidig med et stærkt mandat, når vi i 2026 går ind i forhandlingsrummet, siger HK Stats forhandlingschef Christian Esgaard Christensen.      

I indsamlingen af ønsker kunne medlemmerne udover ’Sikring af reallønnen’ prioritere emnerne ’Kompetenceudvikling’, ’Rammer for lønforhandling’, ’Balance mellem familie og arbejdsliv’ og ’Godt arbejdsmiljø’.

Ekstra fridage til alle aldre

Udover at prioritere de 5 foruddefinerede emner var der mulighed for at skrive konkrete ønsker i et fritekstfelt. Især ønsket om omsorgsdage går igen hos mange på tværs af alder. Og vel at mærke ikke kun til børn, men til alle uanset livsfase.

’Det (omsorgsdage, red.) vil gavne både børnefamilier, når man har ældre forældre, og når der i øvrigt opstår uforudsete ting’, lyder et af svarene.

Et stort ønske blandt den ældre del af HK Stats medlemmer er bedre seniorordninger, og gerne nogle, der træder i kraft ved 55 eller 60 år. Blandt fritekstsvarene fra medlemmer over 40 år er ordet ’senior’ nævnt over 500 gange, mens det i svarene fra gruppen under 40 år kun er nævnt 5 gange.

Mere fleksibilitet og tid til syge børn

For gruppen under 40 år er det især ønsker om fleksibilitet i arbejdslivet, der fylder. Fx nævner mange 4-dages arbejdsuge, ret til hjemmearbejde, fleksible ordninger baseret på livsfaser og fritvalgsordninger i forhold til opsparing af løn, frihed eller pension.

’Jeg vil gerne kunne vælge selv – i nogle perioder har jeg mere brug for frihed end penge,’ skriver en.

Generelt i fritekstsvarene nævner mange ønsket om flere barns sygedage, både muligheden for en barns 3. sygedag og ubegrænset antal dage til at tage sig af syge børn.

Fx lyder det fra en: ’Ubegrænset sygedage, når ens børn er syge, så man ikke skal sende sine børn halvsløje afsted i institution.’

Ud med Ny løn – ind med anciennitet

Nogle benytter også fritekstmuligheden til at kommentere på Ny Løn, som de mener er uigennemskuelig og giver ringe mulighed for at stige løn. Mange af dem efterlyser også muligheden for at få genindført løntillæg på baggrund af erfaring og antal år i jobbet.

’Ny løn virker ikke efter hensigten længere, vi skal tilbage til løntrin efter anciennitet’, konkluderer én. Og en anden: ’Jeg har ikke fået løntillæg i 10 år, selv om jeg har fået flere opgaver og ansvar.’

De samlede krav vil blive behandlet i 2 faser. Første skal HK Stats sektorbestyrelsen beslutte de generelle krav, som er krav, der gælder for alle statsansatte. De vil blive koordineret med de øvrige organisationer på statens område. Dernæst skal bestyrelsen senere på efteråret beslutte de specielle krav, som er de krav, der specifikt gælder for medlemmer af HK Stat.

Sådan er OK26-ønskerne samlet ind 

Spørgeskemaet er udsendt ad 3 omgange i perioden april-juni 2025, så nyindmeldte medlemmer også fik mulighed for at indsende ønsker. I alt er spørgeskemaet sendt til 20.321 medlemmer af HK Stat, hvoraf 4.515 har indsendt ønsker. Det svarer til 22 procent.