I 2024 startede mange kolleger på +60 år på arbejdspladserne. Foto: Mostphotos

På trods af et generelt fald i jobskift i Danmark, viser de nyeste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, bearbejdet af Lederne (Seniorer får nyt job som aldrig før), at seniorerne går mod strømmen. I 2024 startede 49.549 personer på 60 år eller derover i et nyt job – næsten 3.000 flere end året før. Det er det højeste antal i den aldersgruppe, siden statistikken begyndte i 2009.

Til sammenligning faldt antallet af personer i aldersgruppen 18-59 år, der skiftede job, med over 18.000 i samme periode. Samlet set blev der registreret over 15.000 færre jobskifter på tværs af alle aldersgrupper fra 2023 til 2024.

Erfaring vinder frem på arbejdsmarkedet

Tallene peger på en markant ændring i synet på ældre medarbejdere. Hvor arbejdslivet tidligere ofte stoppede i starten af 60’erne, vælger mange i dag enten at fortsætte med at arbejde, komme tilbage efter pensionering – eller for første gang træde ind på arbejdsmarkedet i den alder.
Siden 2009 er antallet af seniorer, der får nyt job, fordoblet. Udviklingen viser, at kompetencer, erfaring og fleksibilitet i stigende grad vægtes højere end alder.