Her er 6 råd til at skabe gode vilkår for pårørende.
-
Åbenhed er afgørende
Det er vigtigt, at der er rum på arbejdspladsen til, at pårørende forældre kan være helt åbne omkring deres situation uden frygt for at blive stemplet eller ryge ud i næste fyringsrunde. Samtidig er de pårørende forældre også nødt til at være ærlige om den komplekse situation, de står i, og hvad det indebærer af aftaler, behandlinger og samtaler, som forældrene skal til. -
Skab forståelse
Det kan være frustrerende at have en kollega, der er meget fraværende eller ikke præsterer på samme niveau som tidligere. For at få det til at fungere i teamet og på arbejdspladsen, er det vigtigt, at der bliver skabt forståelse for, hvad det er, der er på spil. Derfor kan det være en god idé at tage emnet op på fx et personalemøde, hvor I kan tale om, hvordan det er at have et barn med den type sygdom og de konsekvenser, det har for de pårørende forældre. -
Udvis fleksibilitet
Fleksibilitet er afgørende for, at de pårørende forældre kan få dagligdagen til at hænge sammen. Det kan være at have en aftale om at møde senere, gå tidligere, at kunne arbejde hjemmefra - måske endda på skæve tidspunkter - eller noget helt fjerde. Det vigtige er, at der er en klar aftale. -
Hav en pårørendepolitik
Fleksibiliteten bør ikke bero på empati for den enkelte medarbejder, men bør være noget, ledelsen arbejder strategisk med. Alle arbejdspladser burde derfor have en pårørendepolitik, der definerer de muligheder, medarbejderen og lederen har. Det kan være muligheder for fleksibilitet, nedsat i tid, eller få færre opgaver for bare at nævne nogle få eksempler. En klart defineret spilleplade skaber den bedste grobund for åbenhed og ærlighed. -
Tag en fortrolig snak
Det kan være en god idé, at medarbejdere, der er pårørende, løbende får tilbudt en fortrolig snak med lederen om, hvordan det går. Det kan være en god idé for medarbejderen at have en bisidder i form af en tæt kollega, tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant med til samtalen. -
Støt din kollega
Som kollega er det vigtigt at udvise forståelse for, at det kan være svært at høre om biografture og eksotiske ferier, når man selv kæmper. Det kan også være, at der er sidste øjebliks afbud til sociale arrangementer på grund af uforudsigeligheden derhjemme. Det kan også være en god idé at oprette pårørendegrupper eller netværk, hvor man kan tale med andre kolleger i samme situation.
Kilder: Hannah Maimin Wei og Johan Høy Jensen, Team Arbejdsliv, Videnscenter for Pårørende på Job samt Jane Alrø Sørensen, Bedre Psykiatri.