Velkomst - nye kolleger - Canva

Modelfoto: Canva

Vi har alle prøvet at være nye på et eller andet tidspunkt.

De svedige håndflader, du tørrer af i bukserne, inden du giver hånden til en horde af nye mennesker, du skal til at kalde for dine kolleger. Hjertet, der banker så hårdt, at du er overbevist om, alle kan høre det. Og sommerfuglene i maven, der flyver rundt i eufori over, at du er begyndt på det arbejde, du har gået og glædet dig til, lige siden din nye chef ringede og gav dig jobbet.

Vi husker nok også alle, hvor håbløst forvirrende det hele er de første par uger. Og i den forbindelse husker vi helt sikkert de kolleger, der var søde og tilbød deres hjælp, hvis vi havde spørgsmål eller havde brug for hjælp til at finde kaffemaskinen.

En god start i et nyt job er vigtigt – både fagligt og socialt. Derfor hviler der også et ansvar på vores skuldre, når nye kolleger kommer til. Heldigvis har erhvervspsykolog Stine Reintoft samlet fem råd til, hvordan du kan give din nye kollega den bedste start på tilværelsen på jeres arbejdsplads.

1. Tag ansvar

Det er nok ikke dit ansvar, at der bliver bestilt en computer og et adgangskort, men det er et fælles ansvar, om jeres arbejdsplads er et rart sted at være. Derfor: Spørg nysgerrigt ind til din nye kollega, vis dem, hvordan de får fat i it-supporten, tag dem med til frokost og introducér dem for kolleger, I møder på vejen.

2. Vær generøs

Del generøst ud af din viden og erfaring om, hvordan processerne kører, hvem man skal spørge om hvad, og hvor man skal klikke for at finde den der vigtige funktion. Det har nye kolleger altid brug for. Er den nye kollega i sit første job efter uddannelsen, kan det være endnu vigtigere at klæde vedkommende på med viden. Vær særligt opmærksom på det, den nye gør godt og rigtigt, så motivationen og glæden forbliver intakt. Som ’gamle i gårde’ glemmer vi nogle gange at fortælle de grundlæggende ting.

3. Stik en finger i jorden

Den nye går ind i en tid med virkelig meget, han eller hun skal lære. Ikke bare nye systemer og opgaver, men også nye navne og mennesker. Hvordan kommer jeg ind ad døren, hvordan er chefen egentlig, hvem er Ulla, hvor er lønkontoret, hvad var det nu, koden til det her system var, og hvorfor gør kaffemaskinen sådan? Så stik en finger i jorden og hør, hvordan det går, og om kollegaen har behov for mere information – eller bare skal have noget ro.

4. Brug humor med omtanke

I kender ikke den nye kollega endnu og ved ikke, hvor de eventuelle ømme punkter er, eller hvad vedkommendes baggrund er. Humor kan inkludere andre i et fællesskab, men kan også ekskludere, hvis man rammer skævt med en politisk bemærkning eller en joke, der kan opfattes som nedsættende.

5. Undgå sladder

Du kan sikkert lugte det på lang afstand, når dine kolleger varmer op til at fortælle om Ulla fra lønkontoret eller om chefens mærkelige måde at prioritere opgaverne på. Men det gør ikke opstarten bedre for den nye, hvis han eller hun også skal forholde sig til sladder. Det er vigtigt, at den nye danner sine egne relationer – uden fordomme serveret af kolleger. Husk, at du er kulturbærer. Det betyder, at både det, du siger og gør, er vigtigt.

Særlige hensyn til nyuddannede kolleger

Er din nye kollega nyuddannet, er der nogle ekstra særlige hensyn at tage. Han eller hun har givetvis ikke prøvet at sidde med særligt meget ansvar før. Ligeledes har din nyuddannede kollega måske ikke heeeelt styr på, hvad han eller hun egentlig har af rettigheder og muligheder i den der overenskomst, de hører ind under.

Her kan det være en god idé at knytte en ’buddy’ eller to, der kan skabe et ’safe space’ for kollegaen, så han eller hun kan komme ind i jeres arbejdsrytme på en stille, rolig og tryg måde. Vær ekstra tålmodig, da de første par uger som ny på arbejdsmarkedet kommer til at sætte sig fast – måske for evigt.

Husk også at spørge ind til dem og deres interesser, når I sidder og spiser frokost. På den måde kommer de også til at føle sig som en ligeværdig del af arbejdspladsen.

Uanset alder og baggrund har vi alle brug for at blive mødt med nysgerrighed og åbenhed. Det skaber ikke bare en god start – det skaber en bedre arbejdsplads for os alle.