Trist kvinde

En række medarbejdere i Føtex i Randers har været udsat for både fysisk og psykisk vold fra kunder. Det vækker skarp kritik fra HK Handels formand Mette Høgh.

Grænseoverskridende adfærd, slag og seksuelle tilnærmelser.

Det er nogle af de grove kundeepisoder, som flere unge ansatte har været udsat for, mens de har været på arbejde i en Føtex i det centrale Randers.

Det fremgår af en tilsynsrapport fra Arbejdstilsynet, som TV2 Østjylland er i besiddelse af.

Hos HK Handel ser man med stor alvor på sagen:

- Det er beskæmmende og fuldstændig uacceptabelt, at de ansatte skal stå model til sådan en grov opførsel fra kunderne. Det ikke kun ydmygende for de ansatte. Det decideret farligt, for vi ved, at hændelser kan forvolde stor skade på de unges psykiske helbred og skabe en enorm stor utryghed på arbejdspladsen, siger Mette Høgh, formand for HK Handel.

Påbud til Føtex

I rapporten beskrives der episoder, hvor berusede kunder har klappet unge kvindelige ansatte bagi og kommet med ubehagelige kommentarer som ”Hej hej, smukke” og ”dit tøj sidder godt på dig”.

En ansat beretter ligeledes i rapporten, at der på ugentlig basis må tilkaldes hjælp til håndtering af ubehagelige kunder.

Arbejdstilsynet kritiserer supermarkedet for ikke at oplære og instruere deres unge ansatte i konflikthåndtering godt nok. Derfor har myndigheden også udstedt et påbud til Føtex, hvori de kræver, at sikkerheden for de unge ansatte forbedres.

- Når et supermarked vælger at ansætte unge mennesker, er det yderst vigtigt, at der tages ordentligt hånd om dem. Derfor vil vi også følge denne sag nøje, for det er helt afgørende, at sikkerheden forbedres, siger Mette Høgh.