Formand for HK Kommunal, Lene Roed, opfordrer til, at man gentænker arbejdsdelingen, så HK'erne dels kan frigøre tid til andre faggrupper og dels sørge for tværgående forløb til gavn for borgerne i kommunerne og patienterne i regionerne. Foto: Tom Ingvardsen.  

- Vi bør overlade de administrative opgaver til de varme hjerner, der kan organisere arbejdet effektivt og smidigt, og som kan sikre kvaliteten og retssikkerheden for borgerne: HK’erne.

Sådan skriver HK Kommunals formand, Lene Roed, i et større indlæg i Magasinet Kommunen.

Formandens appel sker på baggrund af et nyt fald i optaget på de store velfærdsuddannelser som folkeskolelærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver.

- Samtidig betyder det stærkt stigende antal borgere over 80 år, at der bare i 2030 bliver lagt voldsomt pres på velfærdssamfundets knappeste resurse – arbejdskraft. Situationen kalder på handling og nye løsninger. En oplagt vej frem er at gentænke arbejdsdelingen i den offentlige sektor, skriver Lene Roed i sit indlæg.

Brug medarbejdernes tid klogt

Udsigten til mangel på kvalificeret arbejdskraft øger ifølge HK Kommunals formand behovet for at få optimeret hver enkelt faggruppes potentiale.

- For det er vigtigt, at vi bruger pengene og medarbejdernes tid klogt. Lad nu den rette medarbejder med den rette uddannelse og kompetence løse de rette opgaver, skriver hun.

HK’erne kan ifølge Lene Roed sikre, at lærere, pædagoger, sygeplejersker og sosu’er kan bruge tiden på deres kerneopgaver, så de ikke drukner i for dem uvedkommende administrative opgaver.

Medvind til SAK’erne

Formanden peger på, at årets rekordhøje optag på uddannelsen som sundhedsadministrativ koordinator (SAK) mere end antyder, at man her har indset kvaliteten af de sundhedsadministrative kompetencer.

- De kompetencer er på mange måder fundamentet for, at vi fremover får et tidssvarende og veldrevet sundhedsvæsen. Med sundhedsreformen og særligt i overgangen til en ny struktur er det helt afgørende at gøre brug af nogle professionelle administrative medarbejdere, der kan bevare overblikket på tværs af aktører, og som kan sikre nogle smidige patientforløb, skriver Lene Roed og fortsætter:

- SAK’erne kan løfte visionen om et mere borgernært sundhedsvæsen og frigøre kostbar patienttid til det behandlende personale.

Gentænk arbejdsdelingen

Princippet om at opgaverne skal løses af de rette medarbejdere bør ifølge formanden også gælde i kommunerne.

- I en veldrevet kommune er alle medarbejdere hinandens forudsætning. Vi skal have gjort op med den falske melodi om, at man nærmest uden konsekvenser kan skære på de administrative medarbejdere. Tværtimod er administration en selvstændig og vigtig faglighed, der får velfærden til at hænge sammen, lyder det i indlægget til Kommunen.

Formanden understreger, at det i lyset af de store udfordringer med rekruttering af velfærdsmedarbejdere også handler om, at de administrative HK’ere kan frigøre andre nødvendige hænder til velfærden.

- Tiden er inde til, at man i kommuner og regioner gentænker arbejdsdelingen mellem de forskellige faggrupper. Den kloge arbejdsdeling kan frigive tid og resurser til kerneopgaven og styrke kvaliteten af velfærden, slutter Lene Roed sit indlæg.

Artiklen er opdateret 19. august 2025