
Hver måned hylder HK Handel de tillidsvalgte. Denne måneds vinder er Pernille Bergmann Jepsen, TR og AMR i Bilka Vejle. Foto: Christopher Mertz.
I Bilka Vejle kender alle de ansatte deres tillidsrepræsentant (TR) og arbejdsmiljørepræsentant (AMR): Pernille Bergmann Jepsen. Og de ved, at de kan komme til hende, hvis der er noget, de skal have hjælp til.
- Hvis jeg har et medlem, som siger, de er kede af at være her, så skal vi have det løst. Jeg samler ikke til bunke. Hvis der er noget her og nu, så siger jeg det. Jeg er ikke kendt for at være stille. Det bliver taget godt imod af ledelsen. Men jeg kommer også kun, hvis det er vigtigt, siger Pernille Bergmann Jepsen.
Hun fremhæver, at hun aldrig går til ledelsen, før end medlemmet er klar til det. Allerhelst er det medlemmet selv, som skal sætte ord på, hvad der foregår. Hun går gerne med og støtter medlemmet.
- Jeg mener, det bedste er at snakke om tingene. Det nytter ikke at gå og putte med det, til det bliver for stort til at snakke om det. Hvis tingene ikke er i orden, skal det fikses. Og hvis folk ikke har det godt, må vi finde ud af hvorfor. Vi skal alle sammen være her. Man skal behandle hinanden ordentligt.
”Jeg passer på dem alle sammen”
Når andre beskriver Pernille Bergmann Jepsen, hører man ordet ”løvemor”. Den betegnelse er ikke helt forkert, erkender hun.
- Jeg passer på dem alle sammen. Jeg vil dem det bedste. Det er medarbejderne, men det er også lederne. Dem holder jeg også øje med. Jeg er meget opmærksom hele vejen rundt. Jeg spørger ind til mine kolleger, hvis jeg kan se, at der er noget, eller hvis de har været forbi mig tidligere med en udfordring, siger Pernille Bergmann Jepsen.
- Generelt er medlemmerne gode til at bruge mig, så vi kan få det løst, hvis der er udfordringer.
Pernilles tre råd til at få medlemsfremgang
- Vær til stede på arbejdspladsen og bliv set. Deltag fx i introduktionsmøder for nye ansatte.
- Tal med kollegerne i dagligdagen. Spørg indtil, hvordan de har det og følg op på jeres samtaler.
- Vær konkret i forhold til, hvad du som TR kan hjælpe med. Fx at tjekke lønseddel, tale med ledelsen om dårligt arbejdsmiljø og lignende.