HK Stats bestyrelse

I OK24 lykkedes det blandt andet HK Stat at afskaffe minipensionen, hæve pensionen og sikre særlige lønstigninger for de lavestlønnede. Denne gang har HK Stats medlemmer indsendt mere end 4.500 ønsker til et bedre arbejdsliv. HK Stats bestyrelse har nu gennemgået ønskerne og vedtaget HK Stats generelle krav til OK26.

Mere i løn. Penge til at forbedre vilkårene for HK-ansatte i staten. Tidssvarende regler for arbejdstid, mere fleksibilitet og en reel fritvalgsordning.

Sådan lyder nogle af kravene til den næste overenskomst (OK26), som HK Stats forbundssektorbestyrelse tirsdag vedtog at prioritere på et møde i Faaborg.

4.515 af HK Stats medlemmer havde sendt ønsker og prioriteringer ind til OK26, og da tillidsfolk, klubber og bestyrelser også havde sendt ønsker og idéer ind, var et stort flertal af medlemmerne repræsenteret i den 69 sider lange liste af ønsker, som bestyrelsen skulle drøfte og prioritere.

HK Stats formand, Heidi Juhl Pedersen glæder sig over det kæmpe engagement, medlemmerne har udvist:

- Det er jo helt fantastisk, at så mange er engagerede i deres næste overenskomst og i vores faglige arbejde. Det giver os et superstærkt mandat med i forhandlingerne og sender et vigtigt signal til Nicolai Wammen og de statslige arbejdsgivere, som vi skal forhandle – og jo i sidste ende blive enige – med om den nye overenskomst, siger hun.

Statens løn følger det private

En forbedring i lønnen fylder meget for medlemmerne. Kaffe, smør og kød er blevet dyrere, og det er derfor et vigtigt krav ikke bare at sikre reallønnen, men også forbedre medlemmernes købekraft.

Lønnen i staten er toneangivende for hele det offentlige område, og hvor meget de offentligt ansatte kan få i lønposen er blandt andet styret af de økonomiske prognoser og reguleringsordningen, som løbende skal sikre arbejdsgivernes ønske om, at de offentlige lønninger ikke overstiger de private.

Ved de seneste forhandlinger i 2024 endte den samlede økonomiske ramme med at lyde på 8,8 procent over 2 år. Det skete efter nogle år med stor usikkerhed, præget af corona, Ukrainekrigen - og en meget høj inflation. Få dage før forhandlingerne skulle begynde i Finansministeriet, viste nye tal fra Økonomiministeriet dog, at lønnen i det private var steget mindre end ventet.

Håber på egen pulje til forbedringer

OK26 ventes at gælde for 3 år. Hvor meget løn, der er at forhandle om i OK26, kommer an på de økonomiske redegørelser, som overenskomstforhandlere i både fagbevægelsen og på de offentlige arbejdsgiverkontorer vil læse med spænding i de kommende måneder.

- Det går godt i Danmark, og Finansministeriet finder jo hele tiden nye penge. Vores medlemmer ved godt, at vi skal opruste for rigtig mange penge, men de forventer naturligvis, at deres indsats på de statslige arbejdspladser bliver belønnet med en fremgang i lønnen. Samtidig er der rigtig mange andre ønsker til at forbedre vores overenskomst, og vi vil derfor arbejde for, at der også vil være penge til, at hver organisation kan få en pulje til forbedringer på deres område, siger Heidi Juhl Pedersen.

Statsansatte vil have fleksibilitet

De senere år har de private parter aftalt overenskomster med ret til en fritvalgskonto, hvor medarbejderen kan vælge, hvordan en del af lønnen skal bruges. Typiske valgmuligheder inkluderer at få beløbet udbetalt som ekstra løn, indbetale det til pension, finansiere feriefridage eller seniordage.

Fortællingen om private fritvalgsordninger, hvor det frie valg omfatter mere end en månedsløn, har skabt stor interesse blandt offentligt ansatte for også at få ”so ein ding”.

- Vi oplever på nogle af vores overenskomstmøder, at frihed fylder mere end løn, fortalte et bestyrelsesmedlem under drøftelsen.Og interessen for de privates fritvalgsordning er fuldt forståelig, men det er vigtigt at være opmærksom på detaljerne, før man sammenligner med statens overenskomster, påpeger forhandlingschef i HK Stat, Christian Esgaard Christensen, som styrede OK-temaet på bestyrelsesmødet.

- Der er spændende elementer i de private aftaler, og jeg forstår godt medlemmernes interesse. Fritvalgskontoen giver privatansatte fleksibilitet og betyder, at de fx kan bruge kontoen til at finansiere fri til børns sygedage, omsorgsdage, eller at man som senior købe sig mere frihed. Vi vil tage medlemmernes ønsker med og forsøge at overbevise arbejdsgiverne om, at vi skal strikke en ordning sammen, som passer til det statslige område og hænger sammen med de aftaler, vi allerede har, siger forhandlingschefen.

Tror på nybrud

HK Stat og fagforeningerne i fællesskab har både ved OK21 og OK24 forsøgt at få en ordning for frit valg ind i de statslige overenskomster. Men den anden side af bordet har hidtil afvist alle forslag med henvisning til, at det kan påvirke det samlede udbud af arbejdskraft, som generelt er et meget vigtigt pejlemærke for politikere og statslige arbejdsgivere.

Denne gang tror Heidi Juhl Pedersen dog på, at det kan lykkes at skabe et nybrud.

Resultater i OK24
Hver overenskomst forbedrer vilkårene. Den seneste overenskomst, OK24, forbedrede HK Stats overenskomster på en række områder:
✅Lønnen steg med 5,89 procent fra april 2024. Og yderligere i løbet af den 2-årige periode.
✅1 procent mere i pension (kan udbetales som løn).
✅Minipensionen og karensperiode ophørte.
✅Elever og praktikanter blev sikret voksenløn fra 25 år (fra april 2025).
✅Særlige lønstigninger for de lavest lønnede (fra april 2025).
✅Elever og praktikanter steg yderligere i løn
Læs mere om OK24

- Vi ser jo, at det fungerer på det private arbejdsmarked, og retten til at tage fri bliver kun brugt i begrænset omfang. Derfor håber vi, at de statslige arbejdsgivere vil være med til at løse dette store ønske fra mange statsansatte om at få mere fleksibilitet. Vi tror på, at det kan skabe en tryghed, som kan få flere seniorer til at blive lidt længere og i det hele taget gøre de statslige arbejdspladser mere attraktive i en tid, hvor der er konkurrence om arbejdskraften, siger HK Stat-formanden.

Og der kan være fordele i det for begge parter, mener hun.

- Vi ved, at nogle af de nye gode tiltag, vi aftalte i OK24, medfører nogle administrative arbejdsgange, som en del arbejdsgivere oplever som bøvlede. Vi vil selvfølgelig meget gerne være med til at løse de problemer og lette administrationen for de statslige HR-kontorer, hvis vi sammen med arbejdsgiverne kan lave en endnu bedre ordning for medlemmerne, siger Heidi Juhl Pedersen.

Bestyrelsen behandlede medlemmernes mange ønsker hele mandagen, hvor mødet fortsatte til klokken 22. Undervejs blev også arbejdstid og vilkår for tillidsrepræsentanter som afgørende tandhjul i den danske model drøftet og placeret højt på prioriteringslisten. Skal den danske model fungere og udvikles, skal der bedre vilkår til for de tillidsvalgte, lyder det.

Dårlig ledelse bør koste

Arbejdstid fylder også i kravene fra en del medlemmer, der fx oplever ledere, der kalder folk på arbejde med kort varsel i weekender eller nat, eller som ofte ændrer medarbejdernes vagtplaner med meget kort varsel.

- Det er dårlig ledelse og som reglerne er nu, koster det ikke noget. Men det bør være forbundet med en omkostning for chefen at ændre med meget kort varsel. Det er altså muligt at planlægge bedre og lægge vagtplaner flere måneder frem mange steder, som et medlem af bestyrelsen påpegede.

Derfor var der enighed i bestyrelsen om at fremsætte krav om strammere arbejdstidsregler, der kan være med til at fremme en bedre planlægning for medlemmer med skævearbejdstider.

- De statslige arbejdsgivere skal gøre sig attraktive for medarbejdere, og de er begyndt at mærke, at de bliver valgt fra, kommenterede en anden. Tirsdag morgen fortsatte debatten, indtil bestyrelsen midt på formiddagen kunne vedtage den samlede strategi for OK26 og gå videre til andre punkter på dagsordenen.

Ønskelisten fra HK Stat-medlemmerne bliver dermed sendt videre til OAO, som koordinerer de fælles krav med de andre faglige organisationer, HK Stat forhandler overenskomst sammen med. Heidi Juhl Pedersen og de andre fagforeningers forhandlere mødes med finansminister Nicolai Wammen den 15. december for at tage hul på OK26.

Sådan forløber OK26

  • HK Stats bestyrelse udtager HK Stats krav til OK26. Forbundssektorbestyrelsen består af formand Heidi Juhl Pedersen, næstformand Ulla Moth-Lund Christensen, alle afdelingssektorformænd og næstformænd fra de 7 afdelinger i hele landet, samt repræsentanter fra  de 4 landsklubber og en observatør fra HK Ungdom. Når der er overenskomst på dagsordenen, deltager yderligere repræsentanter fra 3 tværgående landsforeninger.
  • HK Stats sekretariat har hen over sommeren samlet og kategoriseret alle de cirka 4.500 henvendelser med ønsker til OK26 fra medlemmer, klubber og tillidsvalgte.
  • Bestyrelsen gennemgår alle medlemmernes ønsker og idéer til den kommende overenskomst og diskuterer og prioriterer alle ønskerne.
  • Herefter koordinerer de faglige organisationer i Offentligt Ansattes Organisationer (OAO) deres generelle krav, som gælder på tværs af faggrupper. Kravene, som de bliver enige om, sendes til det fælles forhandlingsudvalg for statens centralorganisationer, CFU.
  • 21. oktober tager HK Stats bestyrelse stilling til de specielle krav, som gælder særligt for HK Stats organisationsaftale.
  • 12.december udveksler CFU kravene med de statslige arbejdsgivere, og 15. december mødes forhandlerne med finansministeren til 'sættemøde', inden forhandlingerne for alvor begynder i januar 2026.
  •  Medio marts 2026 forventes forhandlingerne at være afsluttet med et resultat til urafstemning.

    Se mere om OK26