
Et påbud fra Arbejdstilsynet har fået Herlev Kommune til at ændre indretningen af Borgerservice på rådhuset for at beskytte medarbejderne bedre. Afgørelsen kommer efter to kontrolbesøg, hvor Arbejdstilsynet konkluderede, at "arbejdet med borgere i Borgerservice på Herlev Rådhus ikke er planlagt, tilrettelagt og udført, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt," og at arbejdsstedet heller ikke er indrettet, så risikoen for vold er forebygget, skriver Arbejdstilsynet i påbuddet ifølge Herlev Bladet.
Herlev Kommune har derfor lagt en handleplan, som både indebærer undervisning i konflikthåndtering, nye retningslinjer for håndtering af konflikter med borgere og en ny bemandingsplan, så der altid er mindst to medarbejdere til stede. Samtidig skal det åbne ekspeditionsområde indrettes mere sikkert, for eksempel med afskærmning og bedre flugtveje.
Baggrunden for påbuddet er blandt andet en konkret episode, hvor en påvirket borger blev så truende, at både rådhusbetjent og politi måtte tilkaldes. Ingen kom til skade, men episoden har bidraget til, at mange ansatte føler sig utrygge – især i receptionen, hvor frustrerede borgere ofte henvender sig.
Skranker skal afskærmes
Fællestillidsrepræsentant for HK’erne, Pia Revsbech, ser positivt på udviklingen:
- Vi har haft en god dialog i 'område-MED' omkring handleplanerne, og vi har en klar forventning om, at påbuddet bliver efterlevet, og der bliver rettet til, siger hun til Herlev Bladet.
Hun tilføjer, at selvom der var mulighed for at lukke dørene på det gamle rådhus, var det ikke nødvendigvis mere sikkert – medarbejderne måtte ofte tage borgerne med bag skrankerne. På det nye rådhus er udfordringen det åbne miljø, hvor borgere nemt kan komme tæt på medarbejderne.
Derfor arbejdes der blandt andet med at afskærme skrankerne og sikre, at ansatte nemt kan forlade samtalerum i utrygge situationer. Der er også fremsat forslag om at ansætte en såkaldt ‘floorwalker’, der kan tage imod borgere, inden de når frem til ekspeditionen.
Udviklingen i Herlev sker samtidig med, at vold og trusler mod offentligt ansatte generelt er stigende. Ifølge Danmarks Statistik er antallet af anmeldelser steget med 128 procent fra 2013 til 2024. Regeringen har derfor i år fremlagt et udspil, som skal skærpe straffen for chikane og vold mod offentligt ansatte.