Problemet om uberettiget opslag i befolkningens sager kan løses med en godkendelsesproces, mener Datatilsynet. Foto: Mostphotos

Der er i den grad kommet fokus på uberettiget snagen i borgeres og patienters data, fx ved opslag i registre og journaler.

Det er sket efter en række eksempler på, at medarbejdere i kommuner og på hospitaler har tilgået borgeres data uden at have en saglig og faglig grund til det.

Fra politisk side er der nu også kommet ekstra fokus på det, og man kigger efter løsninger.

Send anmodning til e-Boks

Et forslag kommer nu fra Datatilsynets it-sikkerhedsspecialist og jurist, Allan Frank, der til dr.dk siger, at man måske skal vende hele godkendelsesproceduren om.

Nemlig ved, at borgeren bliver ejer og arkivar over egne data – sådan at fx myndigheden, hospitalet eller sagsbehandleren frem over skal sende en anmodning til borgeren om at få adgang til data i hver enkelt situation.

Det kunne ske ved en anmodning via e-Boks/Digital post, hvorefter borgeren så skal swipe og godkende anmodningen.

Bliver for besværligt

Set fra et borgersynspunkt vil det sikre større privatlivsmæssig sikkerhed over personfølsomme data.

Thomas Hildebrandt professor på Datalogisk Institut ved Københavns Universitet påpeger dog, at en sådan model vil besværliggøre sagsbehandling og myndighedernes arbejde.