
Mere sikkerhed, lavere pris og mindre afhængighed af de store techgiganter. Det er nogle af gevinsterne ved Aarhus Kommunes kommende AI-assistent, der skal drives af en dansk supercomputer.
Aarhus Kommune har taget endnu et skridt væk fra de amerikanske it-giganter. Efter tidligere at have udskiftet Microsoft med en tysk leverandør af kontorsoftware er kommunen nu i gang med at udvikle sin egen AI-assistent baseret på open source-teknologi.
Assistenten, der tilpasses danske forhold, skal udrulles til kommunens 28.000 medarbejdere i løbet af de kommende måneder. Den skal køre på den danske supercomputer DTU Computerome, som står ved Risø Campus nær Roskilde.
– Det betyder, at ingen data bliver sendt ud af landet. De bliver i vores lukkede miljø. På den måde har vi sikkerhed for, hvordan de bliver håndteret, siger Bo Fristed, der er chef for Innovation, Teknologi og Kreativitet i Aarhus Kommune til Ritzau.
Mere tid og færre udgifter
AI-assistenten skal bruges til at analysere store mængder data og komme med forslag til løsninger, ligesom man kender det fra ChatGPT. Men løsningen er både mere sikker og langt billigere end kommercielle alternativer.Kommunen har regnet sig frem til, at det årligt vil koste cirka 2 kroner per borger at drive systemet.
Hvis bare 18 procent af medarbejderne kan spare 20 minutter om dagen, svarer det til 76.000 timer om året, der enten kan bruges til bedre service eller andre opgaver.
Deles med resten af landet
Aarhus Kommune bliver de første til at tage denne type AI-platform i brug herhjemme. Men ambitionen rækker ud over kommunegrænsen.– Vi bliver de første til at tage den her platform i brug i Danmark. Men vi håber, at mange vil følge efter. Vi vil tilbyde alle andre kommuner, regioner og statslige styrelser at få en kopi af platformen, så andre får glæde af den investering, vi har lavet, siger Bo Fristed til Ritzau.
Også Københavns Kommune har meldt ud, at man ønsker at droppe Microsoft til fordel for europæiske løsninger.