
Opgavekataloget er ikke fuldstændigt, men viser meget godt, hvor mange forskellige opgaver sundhedsadministrative medarbejdere håndterer, men Marianne Færch, TR på Aalborg Universitetshospital. Foto: Privat.
Implementering af talegenkendelse fik de 28 tillidsrepræsentanter på Aalborg Universitetshospital til at gå i tænkeboks.
– Talegenkendelse frigør nogle skriveopgaver, som vores faggruppe har stået for. Vi ved godt selv, at vi har mange andre og meget alsidige opgaver, men hos nogen hersker der en myte om, at sundhedsadministrative medarbejdere stort set ikke laver andet end at skrive journaler. Vi påtog os opgaven at vise, hvor omfattende vores arbejde egentlig er, fortæller Marianne Færch, lægesekretær siden 2007 og TR på Audiologisk Afsnit, Aalborg Universitetshospital.

Hent kataloget her. Med lidt trylleri i Word er det ret enkelt at printe det i størrelsen A4 (med print på begge sider) og derefter folde det samlede katalog til størrelsen A5.
Løsningen blev et ”Opgavekatalog for sundhedsadministrative medarbejdere” på 20 sider fordelt på 8 kapitler med overskrifter på i alt 57 opgaver, som bliver udført af lægesekretærer og sundhedsadministrative koordinatorer rundt omkring på det store hospitals mange afdelinger.
– Kataloget nævner helst sikkert ikke alle opgaver for sundhedsadministrative på Aalborg Universitetshospital eller i det danske sundhedsvæsen. Ingen laver selvfølgelig alt, hvad der er nævnt i kataloget, men det illustrerer meget godt, hvor meget forskelligt vi laver i dag, forklarer Marianne Færch.
Opgavekataloget er også en dokumentation for, hvordan faggruppens arbejde gennem tiden har udviklet sig til at være meget mere – ja, næsten alt andet – end ”lægens sekretær”, der bruger en stor del af sin arbejdstid på at journalføre lægens diktater. En lang række koordinator-opgaver på tværs af afdelinger springer i øjnene.
For eksempel dækker ”Cancerkoordinator” over et stort arbejde med at sikre en hurtig udredning, behandling og opfølgning inden for helt bestemte tidsfrister. Overskriften er blot en af de 57 i opgavekataloget.
Inspiration for studerende
Marianne Færch nævner forløbskoordinator som en rolle, der rummer mange hensyn til patienter, læger, sygeplejersker og specialister blandt kollegerne på hospitalet.
– At få vagtplaner, kalendere og ledige tidspunkter til at gå op, samtidig med at rettidighed og kvalitet er sikret i patientforløbet, kan være en utrolig tung opgave. Her har sundhedsadministrative en central rolle, og det er os, der sidder i skudlinjen, når frustrerede patienter eller pårørende ringer til hospitalet, når aftaler må ændres. At være venlig, forstående og imødekommende over for dem er en vigtig opgave for rigtig mange sundhedsadministrative, fortæller hun.
Hun håber, at opgavekataloget kan være en inspiration for kolleger rundt omkring i landet – og for kommende kolleger.
– Studerende kan jo kigge i det og overveje, hvilke roller og opgaver de finder interessante. Det kan måske være med til at inspirere dem til deres egne veje i sundhedsvæsenet. Som det fremgår, er der rigtig mange vigtige og spændende opgaver, der skal håndteres.