Af Lene Buhl og Nikolaj Rosenkilde Kølbæk.

En familie ringer til kommunen, fordi deres børnetilskud er forsinket. En patient venter på, at regionen får styr på kørselsordningen til hospitalet. En nyansat sygeplejerske opdager, at hendes første løn ikke kommer som aftalt. For borgerne og de ansatte er det ikke bare papirarbejde. Det er deres hverdag, tryghed og muligheder, der pludselig forsvinder.

Sådan ser det ud, når de administrative medarbejdere i kommuner og regioner presses i bund. Når vores faglighed mangler, opstår der fejl i systemet. I digitale termer: 404 – velfærd not found.

Op til kommunal- og regionsvalget hører vi igen og igen, at politikerne vil have “mindre bureaukrati” og “flere varme hænder”. Men sandheden er, at uden administration kan de ”varme hænder” ikke udføre deres arbejde. Uden løn til tiden, ingen sygeplejersker. Uden børnetilskud, ingen trygge rammer for familierne. Uden budgetstyring, ingen skoler, daginstitutioner eller hospitaler, der hænger sammen. 

Lad os i stedet tale om de nødvendige hænder – for det dækker alle.

Vi er dem, der sørger for, at velfærden fungerer i praksis. Vi rydder fejl af vejen, skaber overblik og hjælper borgerne igennem et komplekst system. Vi arbejder hver dag for at gøre tingene mere enkle, mere effektive og mere menneskelige. Og vi gør det, fordi vi ved, at velfærd ikke bare handler om hænder, men om samspil.
Hvis vi tør investere i administrationen, får vi ikke mere bureaukrati. Vi får mere retfærdighed, mere effektivitet og mere tryghed for borgerne.

Derfor bør kommunal- og regionspolitikere tale mindre om at skære i “kolde hænder” – og mere om, hvordan vi styrker det fundament, der holder velfærden sammen. For uden administrationen kan ingen valgplakat om flere varme hænder blive til virkelighed.
Så spørgsmålet ved dette valg er enkelt: Vil vi have en velfærd, der fungerer – eller et system, der bryder sammen?

For uden os HK’ere i den kommunale og regionale administration ender svaret altid det samme sted: 404 – velfærd not found.